Alle der interesserer sig for Lissabon kan nu glæde sig til en rejse tilbage i tiden ved hjælp af en 3D virtuel film, der viser Lissabon, som det var før jordskælvet 1755, på Lissabons by-museum, Museu da Cidade.


Museu da Cidade udgør den smukke historiske ramme for 3D-filmen om Lissabon

Historisk eksperiment

I 2005, 250 år efter jordskælvet, begyndte 3D-projektet, der har taget udgangspunkt i en miniature-model på 10×4 meter, lavet af Ticiano Violante mellem 1955 og 1958, og som var et videnskabeligt og gennemprøvet forsøg på at afbilde Lissabon som det så ud i den første halvdel af det 18. århundrede.

Dokumentation

Centreret omkring 23 forskellige punkter dokumenterer filmen kirker, klostre, slotte og pladser, der enten blev totalt ødelagt eller genopbygget i forbindelse med jordskælvet.

Beliggende i kongeligt slot

Museu da Cidade, beliggende i Palácio Pimenta, er et slot i barok stil opført af kong João V midt i det 18 århundrede til ære for sin yndlings-elskerinde. Ud over at vise Lissabons kronologiske udvikling og historie rummer det fantastiske håndmalede kakler og en meget flot barok have med påfugle.

Information om museet:

Museu da Cidade

Campo Grande, 245

1700-091 Lisboa

www.museudacidade.pt