Alentejo i Portugal er kåret som "Den bedste vinregion i verden at besøge" af USA TODAY's læsere foran 20 andre nominerede, berømte vinregioner.


Udsigt fra Marvão i Alentejo. Foto: Guy MOLL, Creative Commons.

Vinregionen flest vil besøge

I USA TODAY’s Readers Choice Awards nominerede et ekspertpanel i første omgang 20 vinregioner fra hele verden, hvorefter læserne de følgende fire uger kunne stemme på deres favorit. Her faldt læsernes valg i sidste ende på Portugals Alentejo-region foran flere langt stærkere profileret vinregioner.

“Når folk tænker på [vinregioner i] Portugal, er det umiddelbart Douro de fleste tænker på. Men rejs i stedet lidt længere mod syd til Alentejo, og du vil ikke blive skuffet. Boutique-vingårde, kvalitetshoteller, fantastiske restauranter og ikke mindst forrygende vine giver garanti for en stor vinrejse-oplevelse,” fortæller Kerry Woolard, en af deltagerne i ekspertpanelet.

Top 10 – verdens bedste vinregioner

  1. Alentejo, Portugal
  2. Okanagan Valley, British Columbia, Canada
  3. Maipo, Chile
  4. Marlborough, New Zealand
  5. Kroatien
  6. Napa Valley, Californien, USA
  7. Toscana, Italien
  8. Oregon, USA
  9. Hunter Valley, Australien
  10. Virginia, USA

Selvom listen er et udtryk for amerikanske læseres foretrukne rejsemål for vinrejser, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at Alentejo slår adskillige mere berømte vinregioner, og at Frankrig slet ikke er at finde på listen trods flere nomineringer.

Alentejo – som en rejse tilbage i tiden

Alentejo står således højt på mange vinelskeres liste over drømmerejsemål, men ikke desto mindre er den store region stadig et lidt overset rejsemål i Portugal. En rejse hertil er ellers ifølge USA TODAY en chance for at rejse tilbage i tiden og fordybe sig i et landskab bestående af olivenlunde, vingårde, hyggelige landsbyer, blomstrende enge og skove.

På en rejse til Alentejo kan du udover de gode, kraftfulde rødvine således blandt andet se frem til gastronomiske oplevelser fra et køkken, der er præget af landbrugssamfundets rustikke og autentiske stil. Derudover byder Alentejos kyst også på et væld af strande, som anses for nogle af de smukkeste i Europa, som er mindre berørt af turismen end på Algarvekysten mod syd.

Kåringen kan måske betyde at endnu flere vinentusiaster finder vej til Alentejo. Det er nemt at rejse hertil, da Alentejo er blot 2 timers kørsel fra lufthavnene i Faro og Lissabon, hvortil der blandt andet er gode flyforbindelser fra Danmark.

Du kan finde mange flere tips og gode råd til de bedste seværdigheder i Alentejo her på hjemmesiden. Besøg eventuelt også det officielle turistkontors hjemmeside her