De fleste af os tænker automatisk på lange, gyldne strande, når talen falder på Algarve, men Portugals sydligste region har meget mere at byde på. Fra den 5- til 14. maj sætter den årlige Algarve Nature Week igen fokus på naturoplevelser og aktiv ferie. 

Algarve strand
Praia do Ana Lagos. Foto: f. ermert, Creative Commons.

Aktiv ferie i uspoleret natur

I løbet af de ni dage kan du deltage i vandreture, fugleture, delfin- og hvalsafarier, sejlture, cykelture, rideture på hest eller æsel, samt sågar aktiviteter i luften og under vandet. Ifølge Algarve turistbureau, som står bag begivenheden, vil der med over 90 udendørsaktiviteter i løbet af naturugen være noget for enhver, som holder af aktive ferier i uspoleret natur.

Videoen herunder, som turistbureauet har produceret, giver en forsmag på naturugens tilbud.

Udstilling i Tavira

Ligesom tidligere år kan du de tre første dage af naturugen samle inspiration på en udstilling, hvor forskellige turarrangører og rejsebureauer præsentere deres aktivitetsprogrammer i Algarve. Der er gratis adgang til udstillingen, som afholdes på Quatro Águas i Tavira.

Du kan finde det fulde program og andre praktiske oplysninger på den officielle hjemmeside

Inspiration til ferien i Algarve

Har du ikke mulighed for at deltage i naturugen, kan du finde masser af inspiration til din ferie i Algarve her på hjemmesiden. Læs for eksempel om muligheden for at udforske Algarve i autocamper ad en ny rute indrettet til formålet. En god mulighed hvis du er lidt mageligt anlagt, eller bare gerne vil opleve flere dele af regionen i løbet af din ferie.

Efter en dag med masser af frisk luft og nye indtryk, kan du slappe af med et velfortjent måltid på en af de gode, lokale restauranter. Der er således altid mulighed for at nyde spændende gastronomi i Algarve, som især ude ved kysten nyder godt af de friske forsyninger fra havet. Det er for eksempel næsten et must at prøve en cataplana – indbegrebet af Algarves kulinariske traditioner.