På Azorerne ser man spor af øgruppens vulkanske oprindelse overalt i landskabet. Her vil du opleve gejsere, varme kilder, mystiske månelandskaber af lava og ikke mindst de smukke kratersøer, der ligger omgivet af et grønt og blomsterigt landskab.


Lagoa do Fogo. Foto: Wikimedia.

De sagnomspundne tvillingesøer ved Sete Cidades

På Azorernes største og ifølge mange smukkeste ø, São Miguel, er en af de mest populære attraktioner kratersøen Lagoa das Sete Cidades på den nordvestligste del af øen. Her kan du på en vandretur langs kraterkanten nyde pragtfulde udsigter over den store kratersø og den hyggelige landsby Sete Cidades.

Søen består faktisk af de to søer Lagoa Azul og Lagoa Verde, som er forbundet af en smal passage. En lokal legende fortæller, at der var en prinsesse med grønne øjne, som forelskede sig i en hyrde med blå øjne. Men kongen billigede ikke deres ægteskab og forbød prinsessen at se den unge hyrde igen. De to sneg sig dog til et sidste møde, hvor de græd og omfavnedes. Deres tårer dannede to tilstødende søer, en grøn og en blå.

Står du ved et af udsigtpunkterne over søen, vil du da også se at de to dele af søen faktisk har forskellige farver. Derudover er Lagoa das Sete Cidades også et besøg værd på grund af den omgivende natur, som rummer mange af Azorernes oprindelige dyre- og plantearter.

Tvillingesøen er dog ikke den eneste smukt beliggende kratersø på Azorerne.

Den smaragdgrønne ildsø

Midt på São Miguel ligger for eksempel en anden af Azorernes enestående søer, Lagoa do Fogo, som endda har en badestrand, hvis du skulle have lyst til en kølig dukkert. Du kan dog også lidt længere mod øst vælge at udforske områdets varme svovlholdige kilder, som er endnu en vidnesbyrd om Azorernes vulkanske natur.

I kurbyen Furnas har du således mulighed for at få et helsebad fra de varme mineralholdige kilder.