Bille August har fået til opgave at instruere filmatiseringen af bogen 'Nattog til Lissabon', og flytter i den forbindelse et halvt år til Portugal i starten af 2011.


Bille August. Kilde: Jan Kivisaar

‘Nattog til Lissabon’, som er solgt i over 2,5 millioner eksemplarer, er blevet en kæmpe litterær succes for forfatteren Pascal Mercier.

Pascal Mercier er dog blot et pseudonym, og forfatteren hedder i virkeligheden Peter Bieri, og er en schweizisk filosofiprofessor bosiddende i Berlin.

‘Nattog til Lissabon’ handler om en mand, der finder en bog af en ukendt portugisisk forfatter og opsluges af den i en sådan grad, at han må rejse til Lissabon for at fordybe sig helt i forfatterens liv og tanker. I bogen følger man hans vej rundt i Lissabon, hvor han betages af byens skønhed og de skæbner han møder og bliver en del af.

Lissabon – den perfekte kulisse

Peter Bieri har sagt om baggrunden for valget af Lissabon som den centrale skueplads i bogen, at det ”.. er en langsom by, det er ikke en blændende storby, den er ikke amerikaniseret, den er gammeldags.”

Det er derfor naturligt at bogen også filmatiseres i Lissabon, som helt sikkert vil gøre sig ligeså godt på det hvide lærred som i bogen.

Selvom ingen detaljer om rollelisten er sluppet ud endnu, skulle budgettet på 10 millioner dollar nok kunne sikre nogle kendte navne til projektet.

Du kan læse mere om bogen på Litteratursiden.dk