Har du et nytårsforsæt om at tabe dig, bør du ikke læse videre. Den 9-12. februar er der chokoladefestival i Lissabon! Gør det dig svag i knæene, så læs videre.



O Chocolate em Lisboa – en verden af chokolade

Det er fjerde år i træk, at chokoladefestivalen i Lissabon samler de bedste chocolatiers fra hele Portugal og resten af verden. Arrangørerne forventer derudover, at festivalen igen i år vil tiltrække op imod 30.000 gæster med hang til søde sager.

På festivalen, O Chocolate em Lisboa, som afholdes i den gamle tyrefægterarena, Campo Pequeno, er der da også masser at opleve og udforske, hvis du har en hang til de søde sager. Der vil således være i alt 80 stande, hvor der udover chokolade også vil være udstillet mange andre delikatesser i form af blandt andet kager, vine og nødder.

Demonstrationer og workshops

Vil du gerne selv lære at lave lækre chokolader med det helt perfekte knæk, eller måske få ny inspiration til nye måder at inkludere chokolade i madlavningen, vil der i løbet af festivalens 4 dage både være liveoptrædener og workshops. Her vil kokke fra en bred vifte af faggrene, demonstrere teknikker og komme med ideer til forskellige spændende kreationer med chokolade som ingrediens.

Der er gratis adgang for børn under 6 år til festivalen. Børn op til 11 år koster 2 euro. Voksne 4 euro. Du kan finde mere information om festivalen på den officielle hjemmeside her