Portugal er også ramt af agurketider, og det er småt med nyheder, så i dag bringer vi i stedet et uddrag fra en interessant dagbog om en vinrejse til Madeira.


Madeiras særlige beliggenhed og milde klima gør, at øen kan producere nogle virkelig gode vine. Markus Bernet

Madeira er en vidunderlig ø, fuld af prangende blomsterpragt, eventyrlige vandringer, sol og bad, men øen byder også på mange spændende og unikke vine. Følg med på en tur til denne del af Portugal, som man finder kastet ud blandt hvaler og delfiner midt ude i Atlanterhavet.

Mandag, ankomst til Madeira

Jeg havde forberedt mig hjemmefra ved at leje en bil, som stod og ventede i lufthavnen på Madeira. Selve flyveturen tog ca. 3,5 time, og nu om dage har man ved et fantastisk brobyggeri forlænget lufthavnens landingsbane til internationale mål.

Det er januar, lige efter nytår, og da jeg kører ind i hovedstaden Funchal, mødes jeg af den mest fantastiske offentlige, jule- og nytårsudsmykning. Lysengle, der svæver rundt om kirketårnene, julemanden i kæmpeformat med slæde og rensdyr. Overalt stråler og glitrer det. Jeg beslutter mig for at påbegynde besøget på øen, som det sig hør og bør, ved at besøge et vinhus med madeiravin.

Efter kun en times tid, inklusive check in på hotellet, træder jeg ind hos Artur de Barros e Sousa i Rua dos Ferreiros 109. Det er et ret lille madeiravinhus, som drives af to brødre; Artur og Edmundo Olim. De fortæller, at de køber druerne af udvalgte små vinbønder, hvor ingen vinmarker er større end en hektar, og hvor alt er terrassedyrket i pergolaer samt høstet med håndkraft.

De fortæller, at de foretager vinifikationen sammen med deres nabo Oliveira, som bor i samme gade. Men de lagrer selv midt inde i Funchal i en gammel charmerende magasinbygning, hvor de også sælger deres vine – udelukkende til privatpersoner. De første 10 år lagrer de vinen i egetræsfade på loftet helt oppe under taget, så varmen kan hjælpe med til at ”madeirisere” vinen. Efterhånden som vinen udvikler sig, flytter man den nedad, således at de ældste vine, der er op til 60 år gamle, ligger i stuetagen.

Jeg får en generøs smagning og en dejlig start på mit ophold. Vinene er veltillavede og meget koncentrerede og har den lidt brændte tone, som netop de ædleste vine får. Jeg går derfra med en flaske Boal 2003 og en Malvazia 1999 under armen.

Tirsdag, Levada og Churchill

En strålende sol over Madeira vækker mig, og dette bliver en dag som skabt til levadavandring. Jeg er ikke ligefrem nogen idrætstype, men i min bagage har jeg et par vandtætte joggingsko, som skal vise sig at blive særdeles anvendelige.

Lavadaerne på Madeira er et system af gangstier langs vandingskanaler, hvor regnvand fra bjergene i roligt tempo flyder ned mod marker og plantager langs kysten. Fordelen ved at gå langs levadaerne er, at de praktisk taget går horisontalt og altså ikke byder på bratte stigninger. Det passer mig perfekt. Der er mange levadaruter at vælge mellem, og nogen har regnet ud, at en veltrænet vandrer skal bruge tre måneder for at gå dem alle igennem.

Jeg har valgt den letteste grad af levada. Den er sydvendt og har en betagende udsigt ud over landskabet og Atlanten. Den går gennem små landsbyer og vinmarker, og solen varmer dejligt. På det levadakort, jeg har købt, har den nr. 45 og starter i Calvario lige oven over Estreita de Câmara de Lobos. Det er virkelig en oplevelse, og har man en leje bil, så parkerer man lige ved turens begyndelse. Så går man så langt man vil, vender om og går tilbage.

Frokosten med nyfanget fisk, der blev præsenteret på et lag af knust is, spiste jeg i Camara de Lobos, lige oven over det lille fiskerleje på en lille restaurant ved navn Churchill. Ja, den er opkaldt efter Winston Churchill, som på dette sted i begyndelsen af 50’erne plejede at sidde og male udsigten. Allerede nu kan jeg afsløre, at dette blev en af de absolut bedste frokoster på denne rejse til Madeira. Fisken var den klassiske espada, der blev serveret med Madeira-banan. Fisken er en rigtig grimrian, lang og helt sort, men med et velsmagende hvidt, fint kød.

Onsdag, marked i Funchal og Nonnernes dal

Denne morgen hænger regnen i luften over Madeira. Ja, lidt mere end det. Det er en fin, let støvregn med bittesmå dråber, der falder tæt, tæt.

Det bliver til en promenade til markedet i Funchal; Mercado dos Lavradore. Det er en dejlig torvehal, hvor restauratører og husmødre albuer sig rundt om hinanden i stedets fiskehal, som er meget stor, når man tager i betragtning, at Funchal trods alt er en ret lille by. I Mercado dos Lavradores vrimler det med butikker og stande med frugt, krydderier, kød og ikke mindst blomster. Hos blomsterhandlerne kan man for eksempel købe orkidérødder. Torvehallen åbner kl. 7 om morgenen og er lukket om søndagen. Jeg runder besøget af på en café med en bica (expresso) og en pingado (expresso med mælk). Dertil en Pasteis de Nata, som er et guddommeligt bagværk af smørdej med vanillecreme.

Efter frokost går turen vestpå på Madeira mod Curral das Freiras, som betyder Nonnernes dal. I 1566 blev Madeira invaderet af tusind franske pirater, som slog alle ihjel, de mødte på deres vej. Nonnerne i Funchals kloster Conventa de Santa Clara flygtede op i bjergene til en dal, der ligner et gigantisk amfiteater, hvor de dyrkede deres vin. Nonnerne reddede sig selv, men piraternes plyndringer gik hårdt ud over Madeira´s klostre og kirker. Efter 16 dage sejlede piraterne videre. Men synden straffer sig selv, som man siger, og pirathøvdingen kom aldrig til at nyde godt af sine røverier, da han kort tid efter døde af skader, han havde fået i forbindelse med plyndringerne.

I dag er Curral das Freiras en bortgemt landsby, som mest lever af turister og fremstilling af en del lokale likører. Den fornemste råvare er spiselige kastanjer, som fuldstændig præger egnens køkken, og som oven i købet har fået sin egen årlige festival.

Torsdag, Madeiravin og på besøg hos Barbeitos

Atter en tur op mod bjergene en tidlig morgen, hvor målet er en af øens bedste madeiravinproducenter, som netop har bygget et fantastisk vinanlæg oppe i bjergene nord for Estreit de Câmara de Lobos. Dér ligger anlægget som et vintempel af stål med milevid udsigt over Atlanten. Det er Ricardo Diogo Vasconcelos de Freitas, der tager imod. Han har i 20 år været administrerende direktør og ansvarlig vinmager for Barbeitos, som for en stor dels vedkommende er en familievirksomhed. Dette anlæg er en dristig satsning, som afslører virksomhedens fremtidstro på madeiravine af god kvalitet.

I dag producerer man 900.000 liter per år, hvoraf 35% er førsteklasses enkeltdruevine. Grunden til, at man har placeret sig så højt oppe i bjergene, er, at man opnår en bedre temperatur og fugtighedskontrol i den vigtigste del af madeiravinfremstillingen, den såkaldte estufagem. Denne proces blev opdaget ved et tilfælde i slutningen af 1600-tallet, hvor en tønde vin kom retur til Madeira. Sejladsen var gået over ækvator, og det viste sig, at de temperatursvingninger, som vinen havde været udsat for under transporten, havde forandret den på en meget tiltalende måde. I dag sejler man ikke rundt med vinen, men udsætter den enten for solvarme i lang tid eller varmer den forsigtigt op til ca. 50 grader i tre måneder, hvorved man opnår den samme effekt.
Mange af vinene fremstilles af druen Tinta Negra, en rød drue, som er meget almindelig på Madeira. Den bruges til yngre madeiravine og til Colheita (årgangsvine).

Oprindelig kom Tinta Negra-druen fra Colares i Portugal via den lille naboø Porto Santo, hvor druen var blevet plantet, fordi den trives godt i sandholdig jord. De grønne druer, der bruges til de højkvalitative og klassiske madeiravine, gengives her fra tørre til søde vine:

Sercial har megen syre og vokser bedst på højt beliggende marker – giver de tørreste vine. Verdelho har en god syre og giver velsmagende bordvine – bruges til halvtørre madeiravine. Boal giver halvsøde vine, og endelig Malvasia, som også giver halvsøde til søde vine.

Når Ricardo Diogo Vasconcelos de Freitas fremstiller vine, sker det virkelig med hjerte og passion. Han forklarer indgående virksomhedens ambitioner med at forbedre og højne oplevelsen af madeiravine – uden at forlade det klassiske fundament. Mange af vinene forblev længe i min hukommelse efter smagningen. Her er en række virkelige perler: Verdelho, der er høstet i 2001, og som har lagret under noget køligere forhold end normalt, samt Boal, der er høstet på den nordlige del af Madeira i 2003, og som har lagret i deres varmeste lokaler. Druerne er derefter blandet af to fade, nr. 12 og 46 a, og resultatet er en strålende vin spækket med koncentreret smag i fin balance. En anden vin, hvis eftersmag blev ved med at klinge hele eftermiddagen, er Barbeito Malvasia 20 år. Fad 7199. druerne er fremdyrket i en lille vindal på den nordlige side af Madeira, Arco de Sao Jorge. Mængden er yderst begrænset med kun 1242 flasker. Resultatet er en eventyrlig vin, som har høstet en guldmedalje i verdens største vinkonkurrence; International Wine Challenge 2009. Juryens begrundelse lød således:

”gold colour, intense with some complex aromas of banana skins. Lemon and orange peel and sweet upfront flavours, good balance and well integrated acidity”.

Efter smagningen var det en sand fornøjelse at gå på opdagelse og handle I den velassorterede butik. Meget rimelige priser set i forhold til den kvalitet, vinene holder.

Fredag, botanisk have og te på Reids Palace Hotel

Dette bliver ganske enkelt en dag med nogle musts. Som turist på Madeira er man nødt til at besøge den botaniske have, og man er nødt til at drikke afternoon tea på Reids Palace Hotel. Og som det skal vise sig, har de to en fællesnævner.

Det bliver til en stejl klatring med min lille bil op ad Funchals gader. Ind i mellem er bilen sågar nødt til at arbejde i første gear. Men vel oppe bliver man rigeligt belønnet af den mest vidunderlige udsigt over hele Funchal. Jardim Botanico er et paradis for planteelskere. Den blev anlagt i slutningen af 1800-tallet af netop familien Reids på en gård, der frit oversat hed Lykkens herregård. Det er kort sagt en fantastisk oplevelse. Parken er opdelt i flere store rum, som for eksempel figurhaven, kaktusser, lægeurter, papegøjeparken m.fl. Her kan man slentre rundt og nyde indtryk i timevis, og man kan hvile benene i caféen, som muligvis byder på øens bedste udsigt.

Reids Palace Hotel i Funchal er længe blevet anset som et af verdens bedste hoteller. Her har kendte filmstjerner og politikere, kunstnere og folk, som gerne vil blive set, haft deres tumleplads i generationer. Her boede f.eks. sir Winston Churchill ved mange lejligheder, bl.a. da han skrev sine memoirer. Hotellet blev grundlagt af en fattig sømand, William Reid, der kom tomhændet til øen i 1836. I dag er hotellet fuldt af kunst og antikke møbler og har en fantastisk park, som er åben for hotellets gæster.

Du kan få et indblik i herlighederne, hvis du booker dig ind til afternoon tea. En behagelig oplevelse med små velsmagende snitter, konditorkager, scones og forskellige slags te.

Lørdag nordkysten på Madeira og mere vin

I løbet af ugen faldt jeg over så mange gode hvide og røde vine fremstillet her på Madeira, at jeg besluttede mig for at fordybe mig lidt i emnet. Det resulterede i en heldagsudflugt til øens nordside, hvor jeg ikke kun helligede mig vin, men også så mange små pittoreske byer og landsbyer.

Turen gik over Madeira fra Ribieira Brava op over passet midt på øen i over 1.000 meters højde og ned igen til Sao Vicente. Det er en meget smuk tur, hvor den ene betagende udsigt afløser den næste. Undgå vejene med tunneler, hvis du vil nyde alle udsigter.

Sao Vicente er en malerisk lille by med en kerne af gågader rundt om en lille barokkirke fra 1600-tallet. Her ligger også vinanlægget Adega Sao Vicente, som blev anlagt af staten for at give alle små vinbønder mulighed for at producere egne bordvine. Det blev anlagt med hjælp fra en tysk specialist, der også tog Rieslingdruen med sig til øen. Her går den nu under betegnelsen Arnsburger. I dag producerer man her på stedet godt og vel 100.000 liter vin for ca. 10 vinbønder. De får alle deres egen vinifikation, så anlægget er fuldt af små ståltanke og vinfade. Hver vingård står selv for egetræsfade og lagring. Her bruges alle øens unikke druer samt en række internationale.

Ønolog Joao Pego Machac og vinmager Joao Mendes tager imod. De fortæller, at de fleste af Madeira´s bordvine kommer fra vinmarker på den nordlige side af øen. En del ligger kun nogle få meter fra Atlantens bølger, og jeg får lejlighed til at smage en række af de vine, som produceres på anlægget. Først i glasset er Rocha Branca Arnsburger med en let citrustone i farven, duft af tropiske frugter og en fint afbalanceret mineralkarakter. Vinen kommer fra den lille dal Arco de St Jorge på nordsiden af Madeira. Et andet hyggeligt bekendtskab er Palmeira e Voltas, en hvidvin af druerne Verdelho, Arnsburger og Boal, som er gæret på fransk og amerikansk eg. Derefter lagret på treårige egetræsfade. Vinen har en god syre og en behagelig kompleksitet. Endnu en hvidvin bliver skænket, quinta do Modedo 2008.

Druen er Verdelho, farven er grøngul, og duften har en tydelig tone af skal som fra citrusfrugten tangerin. Smagen er kompleks, frugtig og helt unik med en lang eftersmag.

Så går vi over til rødvinene: Rocha Branca 2008 er trods navnet en rødvin lavet på Cabernet Sauvignon og den lokale drue Complexa. Denne bidrager til den dybe farve og giver vinen en kompleks krydrethed ved siden af den tydelige karakter af solbær. Næste rødvin er quinta do Moledo 2006, en vin, der efter manges mening tilhører de nye bordvine på Madeira. Fremstillet på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinen har en dybrød , mørk farve og en fin kompleks duft af læder, kaffe og mørke bær.

Vanilletoner kommer fra 10 måneders lagring på fransk og amerikansk eg.

Den, som tror, at der udelukkende findes hedvine på Madeira, må nok begynde at tro om igen. Bordvinene er stærkt på vej. Ganske vist er volumerne ikke store, og landskabet gør dyrkning af druer temmelig vanskelig. Men resultatet er imponerende.

Man skal jo holde, mens legen er god, og med eftersmagen og forundringen over en unik vinsmagning i god behold kører jeg den smukke vej tilbage over øens betagende bjerglandskab og lover mig selv, at jeg snart vil vende tilbage.

Artiklen Madeira, dagbog fra en vinrejse er Skrevet af Gunnar Tørnquist for ViniPortugal – et magasin med information om vine fra Portugal.