Nye tal fra Portugals turistkontor viser at antallet af turister fra Danmark til Portugal er i fremgang!



Statistikkerne for antallet af besøgende og overnatninger på hoteller i Portugal er nu offentliggjort, og for 3. år i træk var der en pæn fremgang i antallet af danske besøgende/overnatninger. Samlet set steg antallet af danske overnatninger med 6,2%, og med undtagelse af Madeira var der stigninger i alle regioner af landet. Størst stigning tilfaldt Alentejo (området mellem Lissabon og Algarve), men der var også pæne to-cifrede stigninger til Nordportugal, Centro (regionen mellem Porto og Lissabon) samt til Lissabon og omegn. Algarve registrede en stigning på knap 7%.

Fordelingen mellem regionerne er den, at Madeira er det mest populære rejsemål i Portugal for danskernes vedkommende. Derefter kommer Lissabon og Algarve med næsten samme antal overnatninger og endelig Azorerne, Porto/Nordportugal, Centro og til slut Alentejo.

Rangordenen imellem de skandinaviske lande (inkl. Finland) er den, at Sverige fører, Danmark ligger toer – nu tæt forfulgt af Norge og noget efter kommer Finland.

Det skal dertil siges, at de målte overnatninger kun gælder officielt registrerede hoteller af en vis størrelse og standard. Camping-pladser, privat indkvartering, udlejede villaer og lejligheder samt pensionater tæller ikke med i opgørelsen. Dette gavner ikke de danske statistikker, da de danske forbrugere i forhold til vores nordiske broderfolk har en vis forkærlighed for billig indkvartering og små hoteller.

Kilde: Visit Portugal