Madeira har nogle af de mest spektakulære kyststrækninger i verden. Ja, man kunne sige, at kyststrækningerne på Madeira er en seværdighed i sig selv.


Den attraktive by São Vicente. Kilde: Eric Wüstenhagen

Nordkystens klipper

Klipper og bjergvægge, der falder næsten lodret ned mod havoverfladen, er ét af de syn, som møder en, når man rejser til Madeiras nordkyst. Og for foden af disse stejle fald finder man undertiden en særegen og hyggelig kystby, der har bevaret sin egenart gennem Madeiras hastige historiske udvikling.

Nordkystens mest seværdige byer

På en rejse til Madeiras nordkyst er de mest seværdige byer Santana, Sao Jorge, Sao Vicente og Ponta Delgada. Den største seværdighed, når man rejser til Santana, er helt sikkert de stråtækte bondehuse, på portugisisk kaldet ”palheiros”, som byen er blevet så berømt for. Men byen byder også på et af de smukkeste og mest uberørte landskaber på Madeira, sådan som man kan se det i Pico das Pedras Nationalpark.

Sao Jorge er ikke bare en meget smuk by, med nogle charmerende og rolige parker, men rummer desuden én bemærkelsesværdigt fin barokkirke, som på Madeira kun finder sin overmand i katedralen i Funchal, hvad angår dens interiør.

Madeiras største pilgrimsmål

Mange rejser hvert år til Ponta Delgada af én helt bestemt grund, nemlig fordi den er Madeiras største pilgrimsmål. Historien går på, at en Kristus-figur skyllede i land her i fjortenhundrede-tallet, og det er denne Kristus-figur, opbevaret i en glasmontre i kirken, som mange på Madeira rejser til Ponta Delgada for at tilbede hvert år.

Hvis man rejser til São Vicente, vil man blive belønnet med én af Madeiras mest attraktive byer, der blandt andet rummer et kapel, der er hugget ud af klipper, en dejlig naturpark, og en charmerende og velbevaret bykerne.

Du kan også læse om Madeira på Portugals officielle turistbureaus hjemmeside.