Fra den 15. til 24. juli danner stranden ved Santa Cruz en flot ramme om vandsportsfestivalen Santa Cruz Ocean Spirit med masser af action på vandet og fest på stranden.


Foto: João Trindade, Creative Commons.

Vandsport i alle afskygninger

Santa Cruz Ocean Spirit er en festival for alle med hang til vandsport og strandliv. Den 10. udgave af festivalen vil endnu en gang byde på masser af aktiviteter og underholdning for hele familien.

Årets festival er for eksempel en chance for at se professionelle sportsfolk fra hele verden dyste på bølgerne i blandt andet surfing, bodyboarding, kitesurfing, Kayaksurf og waveski.

På stranden vil der være mulighed for at opdage og udforske de mange muligheder, der er for at have en aktiv ferie ved havet i Portugal. Her kan du for eksempel snakke med repræsentanter fra nogle af regionens mange surfskoler.

Formålet med festivalen er ifølge arrangørerne netop at oplyse om de mange muligheder, der er for at holde en aktiv ferie langs Portugals smukke kyster.

Fest på strande

Det er ikke kun i løbet af dagen, at der vil være masser af liv på Praia de Santa Cruz.

I lyset fra solnedgangens sidste gløder spilles der således hver aften op på den store scene. Festivalprogrammet byder på nye kunstnere hver aften, som vil sørge for at holde liv i festen på stranden til den lyse morgen.

Santa Cruz ligger omkring en times kørsel nord for Lissabon. Der er gratis adgang til festivalen.

Herunder er en video med indtryk fra sidste års festival:

Læs mere om festivalen på den officielle hjemmeside her

Ferie med surfbræt i Portugal

Det er ikke tilfældigt, at Santa Cruz Ocean Spirit afholdes på netop på denne del af Portugals lange kystlinje. Atlanterhavskysten er således kendt for sine gode bølger, der tiltrækker surfere fra hele verden.

Lidt længere nede ad kysten bliver Ericeira for eksempel betragtet som et af Europas absolut bedste surfspots. Området er med i den eksklusive klub af “surfing reservater”, som organisationen World Surfing Reserves (WSR) står bag.

Ericeira kåret til surfing-reservat

Det er dog ikke kun professionelle og øvede surfere, som søger mod Portugals strande. Er du nybegynder, findes der mange steder med gode “begynder-bølger” og adskillige surfskoler.

Guide til Portugals bedste strande