Lavprisflyselskabet EasyJet har planer om at åbne en ny rute mellem Lissabon og Ponta Delgada på Azorernes største ø, São Miguel, inden årets udgang.


Foto: Arpingstone, Wikimedia.

Udsigt til billigere fly til Azorerne

Bliver EasyJet’s planer til virkelighed, vil det være første gang Azorerne får en lavprisrute til det portugisiske fastland. Hidtil har rutefly til Azorerne været drevet af de portugisiske flyselskaber SATA og TAP.

Udmeldingen fra easyJet kommer i kølvandet på, at den regionale regering på Azorerne har annonceret en aftale om at liberalisere flytrafikken fra øgruppen til Portugal. EasyJet venter dog stadig på en færdigbehandling af aftalen, hvor det sandsynligvis betinges, at indbyggere på Azorerne og studerende får adgang til særlige rabatter.

Der har igennem længere tid været et ønske om øget konkurrence med flere billige fly til Azorerne. EasyJet har ved tidligere lejligheder desuden udtalt, at man ved at åbne Azorerne op for lavprisflyselskaber kan forvente et gennemsnitlig fald i billetpriserne på 30 procent.

Falder aftalen om liberaliseringen af Azorernes ruteflytrafik på plads, vil easyJet annoncere deres nye rute fra Lissabon til Azorerne inden årets udgang.

EasyJet har været i Portugal siden 1999, hvor de i 2013 åbnede en fast base i Lissabon Lufthavn. Lavprisflyselskabet er i dag den tredjestørste operatør i Portugal og betjener udover Lissabon også Porto, Faro og Funchal.

Læs mere om rejser til Azorerne