Det første europæiske mesterskab i undervandsfotografi afholdes til september på Azorerne, som er kendt for at byde på fantastiske oplevelser til havs.


Nogle af Europas bedste undervandsfotografer skal til september dyste på Azorerne. Foto: Barry Peters, Creative Commons

Graciosa – Den hvide ø

Fra den 3. til 8. september samles deltagerne i konkurrencen på øen Graciosa, kendt som “Den Hvide Ø” og en af de nordligste øer i den portugisiske øgruppe. Herfra vil fotograferne dagligt drage ud til nye dykkersteder for at skabe deres mesterværker.

Under vandoverfladen venter der ifølge arrangørerne fotograferne en verden med blandt andet store fiskestimer, der jages af rovfisk såsom bonito og barracuda. Derudover kan deltagerne være heldig at få billeder af djævlerokker og hajer.

Udover kampen om det europæiske mesterskab vil fotokonkurrencen på Azorerne give deltagerne en enestående mulighed for at forberede sig på verdensmesterskaberne, som afholdes næste år.

Du kan læse mere om konkurrencen på arrangørernes officielle hjemmeside her

Hvalsafari ved Azorerne

Adskillige hvaler lægger regelmæssigt vejen forbi Azorerne og giver derved besøgende en chance for at komme tæt på havets største giganter. Du behøver derfor ikke dykke under overfladen for at få en stor naturoplevelser på havet ved Azorerne. Som vi tidligere har beskrevet, er en hvalsafari ved Azorerne således en god mulighed for at se blandt andet kaskelothvaler, og hvis du er heldig måske også verdens største dyr, blåhvalen.

Azorerne har dog også masser af smuk og enestående natur at byde på til lands. Læs meget mere om seværdigheder og få praktiske råd om at rejse til Azorerne i de andre artikler om øgruppen her på hjemmesiden.