I det nordlige Portugal kan du opleve den enestående Douro-dal på en af verdens smukkeste togture, Linha do Douro, der krydser 30 broer og passerer gennem 26 tunneler.


Linha do Douro, en af verdens smukkeste togture. Foto: Pablo Nieto, Creative Commons.

Linha do Douro

Toglinjen som blev indviet i 1887, kørte oprindeligt fra Porto gennem Douro-dalen helt frem til Barca d’Alva ved den spanske grænse i øst. I 1988 blev linjen dog forkortet til byen Pocinho, som i dag udgør endestation for Linha do Douro.

På den ca. 160 kilometer lange togstrækning fra Porto kører toget ofte helt tæt på floden og gør undervejs holdt i flere charmerende byer. Særligt strækningen fra Régua i hjertet af vinlandet til Pocinho er en uforglemmelig oplevelse med spektakulære udsigter, når toget klynger sig til klipperne over floden.

En af verdens smukkeste togture

Huffington Post har netop udnævnt Linha do Douro til en af verdens 15 smukkeste togture, og holder du ferie i eller omkring Porto, er Linha do Douro da også en oplevelse, du bør unde dig selv.

Der køres på togstrækningen fra det tidlige forår indtil sensommeren. Der er en håndfuld afgange dagligt, og hele turen fra Porto til Pocinho tager omkring tre en halv time. Tager du en morgenafgang fra Porto, er det derfor muligt at køre frem og tilbage på en dagsudflugt.

Du kan læs mere om Linha do Douro og finde aktuelle togtider her (portugisisk).

Få også mange flere tips og inspiration til oplevelser i Douro og resten af Nordportugal her på Portugal.dk