Den forhistoriske, muromkransede by Évora rejser sig op fra den enorme Alentejo-slette 62 km vest for den spanske grænse. Den blev taget fra maurerne i 1166 af en lovløs ridder, Gerald den Frygtløse, som besteg murene om natten på en stige af lanser.


Évora universitet, Alentejo. Kilde: Nuno Curado

Évora – populær før og nu

Senere blev Évora en populær residens for de portugisiske konger, men populariteten fortog sig efter Spaniens indlemmelse af Portugal i 1580.

I dag er det et af de smukkeste steder, man kan besøge i hele Sydeuropa, med mange unikke attraktioner og et fint udvalg af gode indkvarteringsmuligheder.

Seværdigheder i Évora

Évoras romerske tempel i korintherstil er populært sagt anset for at have været tilegnet gudinden Diana. Opført i det 2. århundrede blev det i Middelalderen omdannet til en fæstning, og endda et slagtehus i det 19. århundrede. Rester af Évoras romerske mure fra det 1. århundrede ligger mellem paladserne, der tidligere husede hertugen af Cadaval og Greven af Basto.

Katedralen fra det 12. århundrede på Largo Marques de Marialva har to massive tårne og granitklostre i gotisk stil fra det 14. århundrede.

Évoras regionale museum, der har til huse i et palads fra det 16. århundrede udstiller forskellige romerske kulturgenstande, en gammel Arraiolos gulvløber og nogle charmerende stilleben-malerier af maleren Josefa de Obidos fra det 17. århundrede. Évora kan også prale af en imponerende 9 km lang akvædukt bygget mellem 1531 og 1537.

Oplevelser i nærheden af Évora

Arkæologer daterer de forhistoriske sten nær Évora til at være fra mellem år 4.000 og 2.000 f.Kr. Der er mere end 130 stendysser i området, inklusiv Portugals største i Zambujeiro. Hulerne ved Escoural indeholder malerier, som bedømmes til at være 15-20.000 år gamle. 2 km fra Évora, er Sao Bento de Castris klostret, som var det første Benediktiner kloster i Portugal, grundlagt i 1274, mens klostret fra det 16. århundrede ved Espinheiro et lille stykke vej fra byen er, hvor maler-munken Frei Carlos boede og arbejdede.