Weekenden nærmer sig, og vi kan se frem til endnu en udgave af den populære feriemesse 'Ferie i Bella', som igen i år samler de danske rejsearrangører, samt udenlandske turistbureauer med repræsentation i Danmark.


Bella Centret, der er vært for feriemessen

Hel weekend med rejser

Det bliver igen en spændende weekend for de mange tusindvis af gæster, der besøger Bella Centeret fra d. 11 – 13. februar for at søge inspiration eller input til den afgørende beslutning om deres næste ferie eller rejse. Som sædvanligt er rejsemessen opdelt i tematiske afdelinger, som i år består af Ferie i Bella, Camping i Bella, Golf i Bella og Copenhagen Dive Show.
Der vil være et hav af spændende aktiviteter, underholdning og konkurrencer, hvor man kan vinde flotte præmier til både voksne og børn på feriemessen, både lørdag og søndag.

Portugal på messen

Portugal er en trofast deltager på Bella og i år igen repræsenteret med en stand beliggende i den største hall – E-O2, som vil være klar til at byde de trofaste og nye Portugal-interesserede velkomne. To portugisiske regioner – Madeira og Azorerne har deres egen stand og vil være klar med brochurer, kortmateriale og oplysninger, så man kommer velforberedt afsted til disse to unikke destinationer midt i Atlanterhavet.

Derudover vil det portugisiske turistbureau med kontor i København møde op godt udstyret med diverse oplysningsmateriale, herunder kort og brochurer fra mange destinationer i landet. Turistbureauet vil være klar til at svare på alle forespørgsler omkring den eksotiske sydvesteuropæiske destination, der har så meget at byde på og som er efterhånden blevet et yndet rejsemål for mange danskere.
Ligeledes vil der på standen være rejsekonsulenter fra bl.a. Portugalbureauet, der med 15 år i branchen er førende inden for kvalitets tema, gruppe- og skræddersyede samt individuelle rejser til Portugal, Madeira og Azorerne.

Vind flybilletter til Portugal

Det portugisiske flyselskab, der har daglige flyforbindelser mellem København og Lissabon vil også være på standen og afholder en spændende lodtrækning om 2 stks. flybilletter til Lissabon.
Golfinteresserede kan i ”Golf i Bella” høre om de fantastiske golfbaner i Portugal og møde repræsentanter fra Pestana Golf & Resorts.
På feriemessens hjemmeside kan man finde alle oplysninger om messens kalender, nyttige oplysninger herunder transport- samt parkeringsmuligheder.

Åbningstider: Ferie i Bella 2011

Fredag den 11. februar kl. 10.00 – 18.00
Lørdag den 12. februar kl. 10.00 – 18.00
Søndag den 13. februar kl. 10.00 – 17.00