Imorgen mandag vil Portugals anmodning om at gøre den legendariske fado-musik til kulturel verdensarv under Unesco blive behandlet af Unescos portugisiske afdeling. Det oplyser Lissabons borgmester, Antonio Costa, efter et møde med Portugals præsident Cavaco Silva, ifølge Lusa News Agency.


Fado-musikeren Antonio Chainho. Kilde: MHV

Behandlingen af anmodningen i den portugisiske afdeling af Unesco er det første skridt i Portugals diplomatiske bestræbelser på at overbevise FN´s kulturelle agentur om, at fadoen fortjener en status som kulturel verdensarv, og mødet mellem Lissabons borgmester Antonio Costa og Portugals præsident Cavaco Silva understreger, at ønsket tages seriøst i de allerøverste dele af det portugisiske samfund.

Fadoen – en del af Portugals sjæl

Ligesom det gælder for tangoen i Argentina og flamencoen i Spanien, er fadoen en uomgængelig del af den portugisiske folkesjæl. Ligesom tangoen har fadoen ofte en melankolsk, nostalgisk og længelsesfuld tone, som er knyttet til det portugisiske ord “saudade”, der betyder noget i retning af længsel eller nostalgi. Fadoens historiske opståen fortoner sig i det uklare, men der er enighed om, at fadoen i hvertfald kan spores tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, selvom mange mener, at den er meget ældre. Det er også uklart, hvilke musikformer, der i sin tid frembragte fadoen, men almindeligvis mener man, at der både er elementer af klassisk portugisisk sømandsmusik, blandet med maurisk påvirkning (ligesom i flamencoen), og den musik, som afrikanske slaver bragte til landet. Nogle har også nævnt den brasilianske modinha-stil som en mulig inspirationskilde til fado-musikken.

Det er specielt i Lissabon, at man finder fadoens kulturelle arv, og ikke mindst i de berømte kvarterer Alfama og Baixa kan man opleve de mange restauranter og barer, hvor der dagligt spilles fado.