Flodkrydsselskaberne har for alvor fået øjnene op for mulighederne i Portugal, og ikke mindst de lave omkostninger, hvilket betyder at rejsende snart får flere muligheder for at opleve smukke portugisiske landskaber og seværdigheder med et krydstogt på Douro-floden i det nordlige Portugal.


Et krydstogt på Douro byder på mange smukke landskaber. Foto: Aires Almeida

Fra 2013 vil to af de store flodkrydsselskaber således bryde det “monopol” for krydstogter Uniworld River Cruise Collection hidtil har haft på Douro-floden.

Portvin og smukke landskaber

Viking River Cruises, et af verdens største flodkrydstogtsrederier, vil i 2013 gøre sin entre med skibet Viking Douro med plads til 124 passagerer. På selskabets program for Douro-krydstogtet står blandt andet besøg på vingårde ved Porto og en række mindre portugisiske byer. Krydstogtet vil desuden kombineres med et ophold i den portugisiske hovedstad Lissabon.

Det amerikanske rederi AmaWaterways, som også debuterer i Douro i 2013 med båden AmaVida, har endnu ikke fremlagt en rejseplan, men vil ifølge selskabet kunne tilbyde sine gæster suites på op til 30 kvadratmeter.

Uspoleret verdensav

Douro-floden, som er den tredjelængste flod på Den Iberiske Halvø, har sit udspring i Sierra de Cebollera i den nordspanske provins Soria og udmunder efter 895 km i Atlanterhavet ved Foz do Douro, en forstad til Porto.

Douro-floddalen, som er kendt for sine karakteristiske vinterrasser, er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Alligevel kommer her kun relativt få turister og man har derfor rig lejllighed til at nyde omgivelserne i fred og ro.

Kilde: USA Today Travel