De sidste par år har franske pensionister med drømme om at nyde deres otium i udlandet i stigende grad rettet blikket mod Portugal. Et behageliget klima kombineret med dejlige strande, lækker mad og vin samt ikke mindst lavere leveomkostninger gør da også Portugal til et oplagt valg.


Solnedgang over Lissabon. Foto: Marcus Holland-Moritz, Creative Commons.

Lavere priser og mindre skat i Portugal

Når mange franskmænd i disse år vælger at slå sig ned i Portugal fremfor at nyde tilværelsen som pensionist hjemme i Frankrig, er det dog ikke kun på grund af klimaet og den gode mad. Begge dele findes også i Frankrig, men der kan til gengæld være store skattefordele ved at slå sig ned i Portugal.

I kølvandet på gældskrisen, som lagde en kraftig dæmper på ejendomsmarkedet, indførte den portugisiske regering i 2013 en 10-årig fritagelse for indkomstskat for udenlandske pensionister, der bor mindst halvdelen af året i landet.

Ifølge magasinet Politico købte og langtidslejede franske statsborgere sidste år mere end 7.000 boliger i Portugal. De portugisiske myndigheder forventer, at tallet vil stige til 20.000 i år.

Føler sig mere trygge i Portugal

Til Politico fortæller Nadège Gaillard, administrerende direktør for MYSILVERWAY, en fransk firma, som rådgiver franske pensionister om at flytte til udlandet, at det ikke kun er skattefritagelsen, men også tryghed som lokker dem til Portugal.

“Nordafrikanske lande, som tidligere har tiltrukket franskmændene opfattes som alt for risikable,” siger hun.

Samme melding lyder fra en af de franske tilflyttere, Patrick Mangin, som flyttede til Algarve i 2008: “Dette land er betydeligt billigere end Frankrig. Vi lever i solskin, pensionen rækker længere, vi betaler mindre skat, der er sikrere”.

Det er naturligvis ikke kun franskmændende, som har kastet deres kærlighed på Portugal. Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes kårede tidligere på året Portugal til et af de bedste steder i verden at gå på pension.

Mere end hver femte ejendomshandel i Portugal involverede sidste år udenlandske statsborgere.