Flyselskabet TAP Portugal kan se tilbage på 2012 med stolthed: Selskabet har, ifølge nyhedssiden www.takeoff.dk, opnået et nettooverskud på 15,9 millioner Euro i det forgange år. Dette er en firedobling af resultatet for 2011. Ifølge TAP selv skyldes fremgangen især, at selskabet har haft stor succes med at forbedre dets effektivitetsniveau.


Det portugisiske flyselskab TAP har overskud for fjerde år i træk. Foto: Y. Kawahara

Fjerde år i træk med overskud

Det er dog ikke nyt for TAP, at årsregnskabet falder ud til den positive side. Faktisk er det fjerde år i træk, selskabet kan melde om positive resultater, skriver www.takeoff.dk.

I 2012 reducerede TAP endvidere sin gæld fra 1 milliard Euro til 862 millioner Euro.

Tap flyver til alle destinationer i Portugal – det vil sige Oporto, Azorerne, Madeira, Algarve og Lissabon.

Fra Danmark har TAP de fleste dage to afgange til Lissabon, så også vi danskere har fremragende muligheder for at få glæde af det effektive og succesfulde selskabs tilbud.

Planlægger tre dages strejke

Sidste nyt er dog, at det måske vil være en dårlig idé at flyve med TAP d. 21., 22. og 23. marts. På disse datoer planlægger otte fagforeningener, som repræsenterer flere af selskabets medarbejdere, nemlig at afholde en strejke.

Strejken skyldes utilfredshed med nedskæringer i lønningerne, som TAP gennemførte i februar. Nedskæringerne er dog centralt bestemt for hele den offentlige sektor i Portugal, og ikke specifikke for flyselskabet. De rammer lønninger på over 1.500 Euro om måneden, som er blevet skåret ned med 3,5 – 10 procent.

Også medarbejdere i Portugals tog- og jernbanenet planlægger at gennemføre strejker i marts måned.

Portugal bedømt som et af verdens smukkeste lande

Selvom man som turist i Portugal i denne tid skal være opmærksom på, hvornår man risikerer at løbe ind i en strejke, der kan medføre problemer med at komme rundt i landet, er der masser af gode grunde til at hoppe på et TAP-fly og besøge Portugal.

En af grundene er landets unikke skønhed, som bestemt ikke bliver mindre bemærkelsesværdig under den milde forårssol, Portugal bader i i marts og april.

Faktisk blev Portugal for nylig bedømt som det sjette smukkeste land i verden af rejsepublikationen Urban City Guides. Landet kom således til at ligge efter Italien, Spanien, Frankrig, Australien og Grækenland, men før USA, Brasilien, Sydafrika og Tyskland.

Portugiserne har meget at være stolte af.