Lissabon byder på et væld af interessante seværdigheder, også hvis du er på ferie med børn. Et besøg i det store akvarium - Oceanário de Lisboa - vil for eksempel være et sikkert hit.


Der venter hele familien mange spændende oplevelser i Oceanário. Foto: Oceanário de Lisboa

Portugals største attraktion

Oceanário de Lisboa, som blev bygget i forbindelse med Verdensudstillingen i 1998, er med 7 millioner liter vand fordelt på 30 akvarier et af de største udstillingsakvarier i Europa. I udstillingerne kan I se hundredvis af spændende dyre- og plantearter, når I udforsker alle verdenshavene lige fra det arktiske hav med pingviner til Det Indiske Oceans farverige eksotiske fisk.

Oceanário de Lisboa modtager over én million besøgende årligt og er dermed en af Portugals mest populære attraktioner. Det største trækplaster er den syv meter høje hovedtank, som alene indeholder 5 millioner liter vand og deles af 100 fiskearter fra forskellige dele af det åbne ocean. Det er en fascinerende oplevelse at stå foran en af de fire kæmpestore ruder og se de smukke, store fisk svømme langsomt forbi.

Lissabons store akvarium ligger ud til havnefronten i området Parque das Nações, hvor I også finder restauranter, et indkøbscenter og ikke mindst en god udsigt til Lissabons berømte Vasco da Gama bro. Der er metroforbindelse mellem området og Lissabons centrum. Benyt stationen Oriente, hvorfra der kun er ca. 10 minutters gang til akvariet.

Find åbningstider, priser osv. på Oceanário’s officielle hjemmeside her

Børnevenlige Lissabon

Oceanário er en stor oplevelse for hele familien, men er dog ikke den eneste grund til at tage børnene med på en storbyferie i Lissabon. Mange af byens smukke parker og haver er for eksempel indrettet med flotte legepladser, hvor børnene kan slå sig løs.

Læs meget mere om seværdighederne i Lissabon og resten af Portugal her på hjemmesiden.