Det er en uforglemmelig oplevelse at spille golf i Portugal, som har nogle af Europas bedste forhold for både professionelle og amatører. Baner af høj kvalitet kombineret med smukke omgivelser, et mildt klima og en imødekommende befolkning tiltrækker besøgende fra hele verden, men en forhøjet moms truer Portugals golfindustri.


Golfbane på Madeira. Foto: Porto Bay Events, Creative Commons.

Populære golfrejser til Portugal

Rejser du på en golfrejse til Portugal, kan du på landsplan vælge mellem ca. 80 forskellige golfbaner. Disse findes i en bred vifte af sværhedsgrader og byder desuden på en utrolig variation af landskaber med greens, der omgives af alt lige fra hvide sandstrande og stejle kystklipper til søer og bjerge.

Flere af golfbanerne i Portugal er designet af nogle af verdens bedste banearkitekter og har vundet internationale priser. Banerne på især Algarve- og Lissabonkysten tiltrækker mange erfarne golfspillere, ligesom der også her afholdes flere store internationale konkurrencer i PGA-regi. Du kan dog også med fordel tage golfkøllerne med på ferien til Madeira og Azorerne, som også har baner i fantastiske omgivelser.

Momsen truer golfindustrien

Selvom golfrejser i de senere år har indtaget en stadig mere fremtrædende rolle i markedsføringen af Portugal som rejsemål, er der trukket mørke skyer ind over branchen takket være momsforhøjelsen, der blev indført i 2011.

Det er i hvert fald meldingen fra den portugisiske golfbranches formand, Diogo Gaspar Ferreira, som i et interview med Diário Económico udtaler, at 65 af landets 80 golfbaner i øjeblikket taber penge på grund af forhøjelse af momsen for golfbaner med hele 17 procent. Ferreira tilføjer, at op imod 25 procent af goldbanerne således i princippet er insolvente og lever på bankernes nåde.

Ifølge Ferreira er situationen især frustrerende, da golfindutrien har stor betydning i forhold til at tiltrække udenlandske besøgende, hvilket andre dele af turistindustrien i Portugal nyder godt af. Portugisiske hoteller, som ifølge Ferreira særligt i lavsæsonen har gavn af golfrejsende, betaler kun 6 procent i moms, mens golfindustrien må betale 23 procent.

Golfindustriens formand har ikke store forhåbninger til at politikerne i Portugal vil rulle momsforhøjelsen tilbage i den nærmeste fremtid, da den ifølge ham ses som en skat, der først og fremmest rammer de rige.

Læs mere om golf i Portugal