Guimarães’s Vila Flor Kulturcenter, der har satset benhårdt på at fremme kulturelle arrangementer og begivenheder, har skaffet byen en fornem plads i den amerikanske avis New York Times som et af 41 steder i verden, man skal besøge i 2011.


Castelo de Guimarães er én af de mange attraktioner, man bør se i Guimarães

Portugals vugge

Guimarães, beliggende i den nordlige og naturskønne provins Minho, bliver ofte kaldt ”Portugals vugge”, eftersom landets første konge Afonso Henriques blev født her, og eftersom det var her, at grundlæggelsen af kongeriget Portugal blev påbegyndt. Guimarães blev aldrig hovedstad, men forblev et vigtigt kulturelt, religiøst og administrativt centrum i middelalderen, beboet af mange indflydelsesrige adelige familier. Dens gader og monumenter ånder af historie og mestrer at forene byens historiske og kulturelle arv med en initiativrig dynamik, der kendetegner alle moderne byer.

Kulturby i 2012

Som den eneste portugisiske by på listen står Guimarães side om side med byer som Santiago do Chile, Milan og London, samt lande som Island og Georgien. Ifølge NYT journalist Charly Wilder er den over 1000 år gamle by Guimarães én af Europas ”yngste” byer, hvor over halvdelen af indbyggerne er under 30 år. Guimarães bliver Europas kulturby i 2012 og dens historiske centrum er desuden på UNESCOS verdensarvsliste.

Kulturcenter stiftet i 2005

Guimarães Vila Flor Kulturcenter blev stiftet i 2005 og placeret i et 18. årh. barok-slot, der er indrettet med amfiteatre, udstillingsområder, kunstner-studier, scener og en moderne restaurant med udsøgte portugisiske gastronomiske specialiteter. I marts 2011 gæstes kulturcentret af den første Internationale Moderne Danse Festival med deltagelse af verdenskendte internationale kompagnier.