Madeira har alt, hvad en feriegæst kan ønske sig, både inden for klima, skønhed, afslapning og oplevelser. Øen er, med sit vidunderlige vejr, sit spektakulære landskab, sine mange gode hoteller og sin afslappede men alligevel sofistikerede stemning, intet mindre end den ideelle feriedestination.


Madeira byder på såvel eksotisk dyre- og planteliv som på betagende, rå klippeformationer. På billedet ses øens østspids. Foto: Guenter Wieschendahl

Enestående og eksotisk natur

Madeira byder på en i europæisk sammenhæng helt usædvanlig rig natur. Faktisk har verdens største stedsegrønne skov hjemme på øen, hvilket har ført til, at Madeira er på UNESCOs verdensarvsliste.

Skoven, der hedder Laurisilva, er en del af øens naturpark, og dækker et areal på 22.000 hektar. Den er en af jordens rigeste, hvad angår variationen i dyre- og planteliv, med flere unikke arter, der kun findes på Madeira.

Gå endelig ikke glip af chancen for at udforske denne fantastiske skov, hvis historie går helt tilbage til jordens tertiære periode – omkring 2 millioner år før vor tid! “At mærke historiens vingesus” får en helt ny betydning, når du går rundt i Laurisilva-skoven.

Denne type skov overlevede kun istiden fem steder i verden: På Madeira, Azorerne, de canariske øer og på de afrikanske Cap Verde-øer, samt på et lille stykke kystland i Mauretanien. Så det er ikke mange steder i verden, du har chancen for at beundre de karakteristiske laurbær-træer i deres naturlige omgivelser.

Nyd livet i Porto Santo

Porto Santo er en lille ø, der ligger omkring 2 og en halv times sejllads – eller et kvarters flyvning – fra Madeira. Den er en af Europas absolut mest paradisiske øer, hvor du kan slappe fuldstændigt af og bare nyde solen, det udsøgte, gyldne sand og det dybblå, rolige hav.

Et perfekt sted at stikke af fra hverdagens stress og jag.

Gå en tur i øens lille, pittoreske hovedstad Vila Baleira, og nyd det rolige tempo, hvori livet leves her.

Suppler gerne afslapningen ved en af øens mange drømmestrande med en afstressende behandling i et spa, der tilbyder thallassoterapi – en gammel græsk metode, hvor man benytter sig af opvarmet havvand til diverse behandlinger. For eksempel massage med brusebade og jetpumper, påsmøring af mudder og indånding af havluft.

Såvel på Porto Santo som på Madeira er der desuden rige muligheder for at dyrke vandsport såsom fiskeri og dykning, og et livligt bar- og caféliv.

Læs mere om Madeira