Det portugisiske parlament har netop vedtaget en ny lov, som giver homoseksuelle par ret til at adoptere på lige fod med heteroseksuelle. Samtidig får lesbiske par nu lov til at modtage fertilitetsbehandling.


Foto: Guillaume Paumier, Creative Commons.

Venstreorienteret flertal sikrer nye rettigheder

Det er de venstreorienterede partier, som bruger deres nye flertal i Portugals parlament til at give homoseksuelle par flere rettigheder. Den nye lov følger op på en lov fra 2013, som gav homoseksuelle par ret til at adoptere deres partners børn.

Den nyvalgte regering har også benyttet deres flertal til at fjerne bødestraffen for at få foretaget en abort efter den 10 graviditetsuge og til at fjerne kravet om vejledning i forbindelse beslutningen om abort.

Portugal gav i 2010 homoseksuelle ret til at blive lovformeligt gift – to år tidligere end i Danmark, som dog tidligere tilbød registreret partnerskab. Retten til også at adoptere på almindelige vilkår har været til afstemning fire gange i Portugal i løbet af de sidste tre år.

Evelyn Paradis fra International Lesbian and Gay Association (ILGA) i Portugal udtalte i forbindelse med lovvedtagelsen: “Vejen til lige adoptionsrettigheder for homo-par i Portugal har været lang. I dag er en dejlig dag for familier i Portugal, for LGBTI aktivister, civilsamfundsgrupper og allierede, der har arbejdet så hårdt på at afskaffe diskrimination i adoptionsloven.”

Før loven kan træde endelig i kraft, skal den gøres officiel af Portugals præsident, Aníbal Cavaco Silva, som tilbage i 2010 var en indædt modstander af homo-ægteskaber.

LGBT i Portugal

Livet i Portugal er generelt blevet lettere for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, de seneste årtier. Selvom der stadig forekommer tilfælde af diskrimination, har der således været en stigende accept af homoseksualitet i det portugisiske samfund.

Homoseksualitet blev officielt afkriminaliseret i 1982, og i dag har Portugal en bred vifte af antidiskriminationslove og er et af de få lande i verden, som har et forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering indskrevet i landets forfatning.