I begyndelsen af marts vender H.C. Andersen tilbage til den gamle kongeby Sintra, når forskere og aficionados fra hele verden samles her til en stor konference om Danmarks nationaldigter.



Et besøg i Portugal

Konferencen, ‘Et besøg i Portugal 1866’, fra den 8. til 10 marts vil ifølge arrangørerne bestå af en række præsentationer og diskussioner med fokus på digterens rejser – naturligvis især besøget i Portugal – og værkerne, der kom ud af dem.

For sin tid var H.C. Andersen en ganske berejst mand. Han opholdt sig således i lange perioder i blandt andet Italien og Spanien. Turen til Portugal i 1866 kom i stand på invitation fra den danske generalkonsul i Lissabon, Jorge O’Neill, som Andersen kendte fra Danmark.

Begejstret for Portugal

Efter en drøj rejse gennem Spanien var Andersen begejstret for at nå til Portugal:

Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk, med sine hvide Huse i det Grønne, skinnede i Høiden for os den første portugisiske By, Elvas.

Under besøget i Portugal, som endte med at vare i 3 måneder, opholdt digteren sig både hos generalkonsulens bror José Maria O’Neill i Sintra og hos dennes sønner i Palhava og i Setúbal.

Ved sin afrejse fra Portugal skrev H.C. Andersen følgende digt i Fru O’ Neill’s gæstebog.

Naar, om Gud vil, snart jeg vandrer
I den danske Bøgesal,
Vil min Tanke ofte flyve Til det skjønne Portugal.

Dvæle længst da paa Pinieros,
Hvor jeg fandt mit danske Hjem;
Jeg staaer atter paa Terrassen, Alle Syner flyve frem:

Aqvæducten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en Ven,
Sødt at mødes, tungt at skilles, Mon I huske mig igjen?

Ideen til konferencen i Sintra opstod ved et møde i 2015 mellem den lokale rejsearrangør, Adriana Jurczyk Duarte, og en dansk delegation fra H.C. Andersen Centret, som var til seminar i Portugal. Konferencen støttes blandt andet af Sintra kommune og den danske ambassade i Portugal.

Lydvandring med H.C.Andersen i hånden

Lydkunstneren Hans Sydow har brugt H.C. Andersens rejsebeskrivelser fra 1866 til at skabe lydvandringen ‘Jeg kan huske Sintras dejlighed’, som
får premiere i forbindelse H.C.Andersen-konferencen i Sintra.

“Det særlige ved H.C.Andersens beskrivelser af Sintra er, at byen ikke har forandret sig særlig meget og derfor er det sjovt at gå rundt i byen med ham som en nøgtern og sansende rejsefører,” siger Hans Sydow til DR P1.

Lydfortællingerne som ligger i app’en ‘Jeg kan huske’ og er GPSstyret, vil derfor folder sig ud, efterhånden som man vandrer gennem landskabet.

Du kan allerede nu lytte til et remix af lydvandringen på Soundcloud

Du kan læse mere om konferencen i Sintra på den officielle hjemmeside her

Populært udflugtsmål fra Lissabon

Det er nemt at forstå, hvorfor H.C. Andersen var betaget af Sintra. I dag er byen ligeledes et populært udflugtsmål fra Lissabon, hvortil der er togforbindelse. Fra hovedstadens centrum tager det blot omkring 40 minutter, før du er i den tidligere kongeby.

Læs meget mere i artiklerne her på hjemmesiden om de mange seværdigheder i Sintra, som H.C. Andersen kaldte for “det smukkeste sted i Portugal”.