Den iberiske los balancerede i 1990'erne på kanten af total udryddelse og betragtes stadig som den mest truede af alle verdens kattearter. Ved hjælp af avlsprogrammer forsøger man derfor at genetablere en levedygtig bestand på den iberiske halvø, og i den forgangne uge kunne man udsætte tre losser i det sydøstlige Portugal.


"Linces12" by (c)"Programa de Conservación Ex-situ del Lince Ibérico www.lynxexsitu.es". CC BY 3.0

En kat i problemer

Det menes, at der i starten af 1900-tallet levede omkring 100.000 iberiske losser på den Iberiske Halvø (Portugal og Spanien) men ødelæggelse af levesteder, mangel på føde, jagt og trafikdrab har medført, at bestanden er svundet ind til højest et par hundrede fritlevende individer, som nu lever i mindre, isolerede grupper i Spanien.

Man har set enkelte fritlevende losser i det sydøstlige Portugal indenfor de seneste år, men disse menes at være “indvandrere” fra de spanske populationer, og forskerne mener endnu ikke, at den sjældne kat yngler frit i Portugal.

I 2005 lykkedes det for første gang at avle losser i fangenskab i et avlscenteret ved Parque Natural de Doñana i det sydlige Spanien. Med losser fra dette center og andre tilsvarende i Spanien etablerede man i 2009 et avlscenter ved Silves i Algarve.

Det er fra avlscenteret ved Silves, at man kunne levere den ene af de tre losser, en hun, som i sidste uge blev sat ud i et beskyttet område nær Mértola i det sydøstlige Portugal. I første omgang skal de tre losser her leve i et indhegnet området for langsomt at vænne sig til et liv i naturen.

Du kan finde mere information om avlsprogrammet på www.lynxexsitu.es

Den iberiske los, Lynx pardinus, som hovedsageligt lever af kaniner, har en karakteristisk plettet, tyk pels. Den bliver 65- 130 centimeter lang, og en voksen han kan veje mellem 8 og 15 kg.

Naturoplevelser i Algarve

Du skal således være mere end almindelig heldig for at se en iberisk los i naturen, men Algarve byder heldigvis på mange andre store naturoplevelser.

Tager du forskud på sommeren med en rejse til Algarve midt i maj, er det oplagt at tage del i Algarve Naturuge – et arrangement hvor du kan udforske de mange muligheder for en ferie med naturoplevelser i det sydlige Portugal.