Den traditionelle jul i Portugal fejres med stor højtidelighed og masser af munterhed. Da den dominerende religion er katolicisme spiller religionen en stor rolle i den portugisiske julehøjtid. Familie og venner samles ved juletid, og for portugiserne er højtidens indstilling at give og at modtage.


Portugisisk krybe.

Traditionelt set er julen i Portugal repræsenteret af tre hovedsymboler: Jesusbarnet – man fejrer Jesus fødsel, de tre vise mænd og julemanden. Disse tre elementer er til stede både i det private og i offentligheden og er det primære fokus i de portugisiske juletraditioner.

Julebelysning og julepynt under julen i Portugal

Portugiserne elsker at pynte til jul og mange gader, butiksvinduer, parker og bygninger bliver festlig pyntet. Lissabon og Porto skiftes til at have et belyst juletræ og de konkurrerer hvert år, om hvem der har det flotteste og højeste juletræ.
I år satser man på at benytte energivenlige lys, men pga. finanskrise, har man skåret ned for belysningen nogle steder i landet. De flotte julelys tændes i begyndelsen af december og slukkes d. 6. januar i forbindelse med ”Helligtrekongesdag”.

Hos de portugisiske familier bliver der pyntet et juletræ – i de fleste tilfælde allerede i slutningen af november måned. Man pynter med kugle, fantasifulde dekorationer, men man bruger elektriske lys i stedet for stearinlys.

Oplev selv julen i Portugal

Hvis du kunne tænke dig at opleve de hyggelige traditioner, de mange julelys og den gæstfrie stemning, så kan du fx rejse til Lissabon eller Porto – de to største byer i Portugal – og opleve den portugisiske jul på tæt hold.