Portugal er verdens førende producent af kork, som fremstilles ved at skrælle barken af gamle korkege. Den ældste af disse står uden for landsbyen Águas de Moura i Alentejo, hvor den blev plantet i 1783.


Verdens ældste korkeg efter høst.

Den gamle korkeg i Alentejo

Kvidretræet fik sit navn efter de mange sangfugle, som holder til i den store trækrone. Den berømte korkeg blev skrællet for første gang i 1820, og har siden leveret en høst omtrent hvert niende år. Afskrælningen der foregår med håndkraft, skader ikke korkegene.

Verdens ældste korkeg som i dag er næsten 14 meter høj med en omkreds på 4,5 meter, leverede i 1991 en imponerende høst på 1.200 kg kork, nok til at producere mere end 100.000 korkpropper og mere kork end mange korkege producerer i løbet af et helt liv. Ved høst nummer 21. i år 2000 faldt udbyttet til 650 kg. Det er dog stadig adskillige gange mere end, hvad der kan høstes fra en normal korkeg. Det estimeres, at når kvidretræet engang høstes for sidste gang, vil det have leveret kork svarende til mere end 1 million korkpropper.

Stadig efterspørgsel på kork

Trods udviklingen af plastikpropper og skruelåg er der stadig stor efterspørgsel på naturproduktet kork, som af mange vinkendere stadig anses for at have overlegne egenskaber. Kork bruges dog også til meget andet end vinpropper, og der vil derfor med sikkerhed være brug for det portugisiske nationaltræ i lang tid fremover.

Læs mere om korkproduktionen i Portugal

Oplev Portugals korklunde

Rejser du i Alentejo, kan du ikke undgå at lægge mærke til de mange korktræer, der er overalt. Det er dog ikke kun i Alentejo, at der dyrkes kork. Tager du på tur i Algarves bagland, har du ligeledes mulighed for at besøge korklunde og opleve korkens vej fra bark til vin- og champagnepropper.

Du kan for eksempel tage til São Brás de Alportel lidt nord for Faro, og herfra følge korkruten, Rota da cortica, der fører dig gennem natur og kulturhistorie knyttet til den traditionelle korkproduktion.