Lissabon

Lissabon, der ligger ved Tejo-flodens udmunding i Atlanterhavet, er en af de smukkeste storbyer i Vesteuropa.


Enhver plads bliver udnyttet til vasketøjet i Lissabon.

Jordskælvet i 1755

Lissabon blev i 1755 ramt af et gigantisk jordskælv, der lagde store dele af byen i ruiner og genopbygningen var karakteriseret ved relativt høje bygninger anlagt i et retlinet gadenet. Baixa, som dette kvarter kaldes, danner sammen med pladserne, Rossio og Praca dos Restauradores Lissabons egentlige og temmelig flade centrum.

Lissabons gamle kvarterer Alfama – Bairro Alto

På højene rundt om centrum af Lissabon ligger de 2 gamle kvarterer, Alfama og Bairro Alto, der stadig bærer præg af en endnu ældre tid med deres snævre, brolagte gader og små skæve huse, hvoraf nogle er fint udsmykket med kakler. Her ligger også utallige fado-restauranter, hvor man kan høre den meget melankolske, traditionelle portugisiske sang.

Belem

Fra centrum kan man tage en af de strømlinede sporvogne ud lang floden til et andet af Lissabons kvarterer, Belém, hvor man blandt andet finder storslåede bygningsværker som det imponerende monument, Padrâo dos Descobrimentos, opført til ære for Portugals mange opdagelsesrejsende. Her ligger også Mosteiro dos Jerónimos, et fantastisk kloster fra 1500-tallet, opført i den berømte manuelinske stil. Skulle man efter de kulturelle oplevelser trænge til lidt til den søde tand, kan vi foreslå et besøg i cafeen Antiga Casa dos Pasteis de Belém, hvor man fremstiller og serverer den berømte kage ”pasteis de nata”, som minder lidt om en linse med butterdej i stedet for mørdej.

Lissabons syv høje

Lissabon er ligesom Rom bygget på 7 høje, og der er derfor en mængde udsigtspunkter, de såkaldte miradouros, hvorfra man kan få nogle fantastiske kig ud over byens tage. Blandt de mest kendte er Lissabons vartegn, det storslåede slot og fæstningsruin Castello de Sâo Jorge og Santa Justa Elevator, der på elegant vis forbinder bydelene Baixa og Bairro Alto. Det er opført i stil med Eiffeltårnet og på toppen er der en lille café. I forbindelse med verdensudstillingen i 1998 undergik et kedeligt industriområde langs Tejo-floden en forvandling til et ultramoderne byområde, Parque das Nacoes, nationernes park, med en futuristisk arkitektur, der står i stor kontrast til Lissabons gamle kvarterer. Her er der i dag boliger til 5.000 mennesker, en stor marina og ikke mindst et kæmpemæssigt oceanarium, der er et af verdens største akvarier med en undersøisk verden af hajer, rokker og fisk i alle størrelser og farver.

Omkring Lissabon: Sintra

Lidt uden for Lissabon ligger et par byer, som egner som glimrende til en dagsudflugt – der er gode togforbindelser til dem begge fra Rossio-stationen. Den ene er Sintra, hvor landets kongelige familie tidligere havde sommerresidens og på den centrale plads finder man deres slot, Palacio National, der kan dateres tilbage til det 14. århundrede. Det bedst kendte bygningsværk i Sintra er uden tvivl det eventyrlige Palacio de Pena, hvor bygherrens fantasi har fået frit spil. Ud over det hyggelige torv er der i de små snørklede gader masser af lokalkolorit, restauranter, caféer og små butikker med et udvalg ad lokale vine, kunsthåndværk – især det farvestrålende portugisiske keramik.

Omkring Lissabon: Queluz

I byen Queluz halvvejs mellem Lissabon og Sintra har man for nylig renoveret det kongelige palads opført i smuk rokokoarkitektur. De fint udsmykkede sale og ikke mindst det imponerende haveanlæg har givet slottet betegnelsen, Portugals Versailles.

Nyheder i Lissabon

Indlæs flere

Hideaways



Turistbureauer

Hideaways