Den 20. marts bliver der for 21. gang afholdt halvmaraton i Portugals hovedstad. Lissabons halvmaraton, som blev afholdt første gang i 1991, er efterhånden blevet en af Lissabons mest eftertragtede og prestigefyldte begivenheder.


På den flotte rute løber deltagerne hen over 25. april broen. Kilde: Wikimedia Commons.

Tusindvis af tilskuere

Løbet, som er en del af Association of International Marathons and Road Races (AIMS), tiltrækker tusindvis af besøgende til Lissabon, og har deltagelsen af nogle af verdens topidrætsfolk.

Et af verdens flotteste løb

Løbet er 21,1 kilometer langt med start på Tejo floddens sydlige bred. På dagen for løbet er det gratis at køre med toget fra Lissabon over til Pragal station og derfra er der ca. 15 minutters gang til maratonens startpunkt. Al trafik er spærret på den imponerende 25. april bro, så halvmaratonens deltagere får derved den unikke oplevelse at løbe over den 70 meter høje smukke hængebro, der blev indviet i 1966 og har en samlet længde på 2.277 meter. Undervejs kan de nyde den pragtfulde udsigt over den portugisiske hovedstad og Lissabonskysten. Konkurrencen slutter ved Hieronimus-klosteret i Belém kvarteret.

Løbet betragtes som en sportsbegivenhed, men handler også om det sociale samvær mellem deltagerne og er samtidigt en mulighed for at opleve den portugisiske hovedstad på en meget spændende og kreativ måde. Lissabons maraton har fået tildelt titlen ”Gold Road Race”, der bekræfter, at det drejer sig om et af de mest attraktive løb på verdensplan.

En begivenhed med plads til alle

Sideløbende holdes der en ”Mini-maraton” på 7,2 kilometer, for alle der vil have en mere social og sjov oplevelse. Er man i Lissabon den weekend, har man muligheden for at være med i konkurrencen, der i 2010 tiltrak 36.000 deltagere. Der afholdes kortere løb til børn, bedsteforældre og børnebørn, samt til kørestolebrugere.

Praktisk information

Tilmelding til løbet foregår online på www.meiamaratonadelisboa.com og priserne inkluderer en T-shirt, samt deltagernummer, som kan hentes på Museu da Electricidade (Elektricitetens museum)ved Belém togstationen i Belém kvarteret fra d. 16. til d. 19. marts kl. 10.00-20.00.

Pris for deltagere:

Meia maratona /Halvemaraton – 18 €
Mini Maratona / Minimaraton – 17 €
Mini-campeões/Børn 6 – 13 år) – 2 €