Fra 30. august til 6. september afholdes den årlige Madeira vinfestival, hvor du har chancen for at opleve øens stolte vintraditioner på nært hold.


Foto: PortoBay Events, Creative Commons.

Stolte vintraditioner på Madeira

Lang tid før nogen begyndte at tænke på Madeira som et ferierejsemål, er der blevet dyrket vin på øen.

Eftersigende var det Henrik Søfareren, som i 1400-tallet var drivkraften bag promoveringen af Madeiras vinproduktion. Allerede i den berømte portugisiske opdaglsesrejsendes levetid blev vinene fra Madeira en eksportsucces med blandt andet aftagere i de europæiske kongehuse.

Også på den anden side af Atlanten fik vinene beundrere blandt fremtrædende personligheder. George Washington, USA’s første præsident (1789-1797), var således stor fan af Madeira-vin og sørgede blandt andet for, at det blev serveret ved hans indsættelse som præsident.

Madeira Vinfestival 2015

Den årlige vinfestival har ligeledes en lang forhistorie, som rækker tilbage til tiden før Madeira for alvor blev et populært rejsemål. Festivalen har da også stadig stor deltagelse fra det lokale samfund.

Igen i år byder festivalen på et væld af aktiviteter med alt fra koncerter til demonstrationer af vinfremstilling. I Funchal er særligt gågaden Avenida Arriaga centrum for festlighederne, hvor der fra den 30. august vil være flotte udsmykninger og talrige former for underholdning med vinen som tema.

Det er dog ikke kun i hovedbyen Funchal, at du kan deltage i festivalen. I Estreito de Câmara de Lobos, 12 kilometer fra Funchal, kan du på en vingård opleve de forskellige trin af vindyrningen og eventuelt selv deltage.

Du kan finde det fulde program for festivalen på den officielle hjemmeside her