Der var begejstring i vinkredse på Madeira, da Madeira Wine Company onsdag d. 17. november fik kåret sin hedvin, Blandy’s Madeira Malmsey 1985, som verdens bedste hedvin ved International Wine & Spirit Competition i London.


Madeira har - ifølge dommerne på International Wine & Spirit Competition i London - verdens bedste hedvin

Udvalgt blandt 1000 vine

Konkurrencen, der blev holdt i den historiske Guildhall i London, indebærer smagning af 1000 vine produceret i mere end 100 lande. Blandy’s Madeira Malmsey 1985 blev ved en “blind smagning” kåret som den bedste af alle vineksperter og skilte sig ud fra mange andre extraordinære vine i konkurrencen.

Begejstret ønolog

Blandy’s ønolog, som iøvrigt i tidligere udgaver af “International Wine & Spirit Competition” er blevet kåret som “Årets ønolog”, kunne ikke skjule sin stolthed og glæde og oplyste, at vinen er fra årgang 1985, men har været lagret i egefade i firmaets historiske “The Old Blandy Wine Lodge”, der hvert år har over 200.000 besøgende. Han tilføjede, at der i 2009 kun blev aftappet 1.420 flasker af denne “Vintage”.

Madeira-vinen reddet af danskere

Måske er der indirekte en dansk hånd med i den madeiranske succeshistorie. Det siges nemlig, at det Danske Søværn har reddet Madeiras berømte vin, da den var ved at gå til på grund af vinpest i slutningen af attenhundretallet. Frem til Danmarks salg af de danske kolonier i Vestindien til USA i 1917 var det én af Søværnets opgaver at have et orlogsskib stationeret ved de danske besiddelser i Vestindien for at udføre vagt- og stationstjenester. På en tilbagetur til Danmark i 1870-71, kort før den berygtede vinpest brød ud på Madeira og ødelagde Madeiras produktion af hedvin, ankrede Vestindien-fregatten ud for Funchal for at få friske forsyninger af frugt og drikkevand.

Stikninger hjembragt

Et par kadetter fra skibets besætning gik i land og ”huggede” nogle stikninger fra en vinstok. Stikningerne blev omhyggeligt passet af de to kadetter og de trivedes godt i de lune køjer ombord på den 7 måneder lange sejltur – og ved ankomsten til København kunne de stolt fremvise de rodslagne stiklinger. Den ene stikning blev plantet i en af Nyboders sydvendte gårdhaver, mens den anden blev plantet ved Nysø Gods ved Præstø. Begge trivedes godt og de bærer stadig i dag de smukke blå Madeira-druer.

Dansk diplomat på Madeira

Da der under vinpestens hærgen kom en dansk diplomat til Funchal og i den forbindelse hørte om vinavlernes krise på Madeira, besluttede han sig for at sende en rapport til admiralitetet i København, der meddelte tilbage, at Madeiras blå druer trivedes fint i Nyboderhusets gårdhaven ved St. Pauls Kirkeplads.

Dansk hjælp

I Danmark besluttede man at sende nogle podekviste fra vinstokken i Nyboder, der hurtigt blev en ny kultur på Madeira. Og heraf kommer det, at fremstillingen af Madeiravin i dag laves på blå druer, der stammer fra Danmark. På museet for Madeira-vin i Funchal kan man bl.a. se et billede af kong Frederik d. 9. og et brev skrevet af kongen, hvor han takker for de 12 flasker Madeira-vinen, han fik som gave.

Læs mere om Madeira Wine Company