Solrige Portugal byder ud over fantastiske strande og fascinerende kultur også på spiseoplevelser i verdensklasse. Landet har ikke mindre end 14 Michelin-restauranter – hvoraf tre har hele to stjerner. Madører, som besøger hovedstaden Lissabon, kan glæde sig til at opleve den tostjernede Belcanto, der har ligget i byens historiske centrum siden 1958. I 2012 åbnede den historiske restaurant med ny ejer, og allerede samme år fik den sin første Michelin-stjerne. Stjerne nummer to fulgte i 2014.

Planlægger man at feriere ved Algarve-kysten, kan man passende reservere bord på den tostjernede Vila Joya, der i 2015 blev udnævnt til en af verdens 50 bedste restauranter. Her er der også mulighed for at bestille den såkaldte ”chef’s table”-oplevelse, hvor op til otte gæster kan komme med kokken i køkkenet. Landets øvrige Michelin-restauranter ligger blandt andet i charmerende Porto, den elegante kystby Cascais og langs Algarve-kysten.