Lissabon er Portugals kulturelle centrum, og byen tilbyder de besøgende flere interessante museer end nogen anden by i Potugal. Mange rejser til Lissabon alene for de kulturelle oplevelser.


Museu Nacional dos Coches. Kilde: CB Photography.

Museu Nacional dos Coches i Lissabon

En populær attraktion i Lissabon er det nationale hestevognsmuseum – på portugisisk, Museu Nacional dos Coches. Museet udstiller hestevogne og andre typer af gamle vogne fra det 17. til det 19. århundrede. Museet ligger i bydelen Belém på adressen Praça Afonso de Albuquerque.

Lissabons Museu de Arte Popular

Lissabons museum for folkekunst tilbyder et imponerende udvalg af kunst og portugisisk håndværk. Museet bliv stiftet helt tilbage i 1498 og har fem faste udstillinger: Møbler, landbrugsartikler, tøj, keramik og malerier. Der er også oplysninger om kendte, samtidige portugisiske kunstnere som Melo, Lapo og mange andre. Museet ligger på gaden Avenue Brasilia.

Centro de Art Moderna i Lissabon

Lissabons museum for moderne kunst indeholder en rig kunstsamling, der rækker tilbage til starten af det 20. århundrede. Den permanente udstilling i centret blev åbnet i 1980. Centret for moderne kunst ligger på adressen Rua Dr. Nicolau de Bittemcourt.

Museu Nacional de Arte Antiga – klassisk kunst i Lissabon

Portugals nationalmuseum for klassisk kunst, Museu Nacional de Arte Antiga, ligger i Lissabon og har et imponerende udvalg af portugisisk kunst fra det 17. århundrede på udstilling. Museet fremviser også afrikansk og asiatisk kunst og har en udstilling af europæisk kunst, der strækker sig over flere århundreder. Museet ligger på Rua das Janelas Verdes.

Museu de Artes Decorativas

Lissabons museum for dekorativ kunst giver den besøgende et glimt af det portugisiske dagligliv, som det tog sig ud i det 17. og 18. århundrede. På udstilling er sølvtøj, møbler og tekstiler fra perioden – og desuden en storslået samling freskoer. Museet finder du på Largo das Portas do Sol.

Calouste Gulbenkian-museet i Lissabon

Museet er opkaldt efter stifteren Calouste Gulbenkian, der var olierigmand. Det har tre koncerthaller, to gallerier og og eget orkester. De omfangsrige udstillinger på museet indeholder kunstværker fra Egypten, Orienten og Europa, og store navne som Rembrandt, Ruebens og Renoir er repræsenterede. Museet ligger på Avenida de Berna.

Lissabons maritime museum – Museu da Marinha

Portugals stolte historie som søfarernation kommer flot til udtryk på Lissabons maritime museum. Udstillingerne inkluderer flådeuniformer og modeller af de skibe, der blev sejlet i fra det 15. til det 18. århundrede. Museet, der ligger på Praça do Império, har også en afdeling, der hylder Portugals første piloter.

Museu do Chiado

Lissabons Museu do Chiado fokuserer på skulpturer fra perioden 1850 til 1950. Udstillingerne er meget detaljerede, og som besøgende får man en god fornemmelse for overgangen mellem romantikken og modernismen. Der er også fotoudstillinger på museet, der ligger på Rua Serpa Pinto.