Den nyåbnede gangbro ved Paiva-floden i det nordlige Portugal er allerede et stort hit blandt naturelskere. Det er ikke så underligt, da du her har chancen for at nyde betagende landskaber og komme helt tæt på enestående natur og geologi.


Foto: Filipe Ramos, Creative Commons.

Passadiço do Paiva

Trænger du til et grønt afbræk fra storbylivet i Porto, er Paiva-gangbroerne en times kørsel mod sydøst et godt udflugtsmål. Gangbroen som er konstrueret langs den vestlige bred af Rio Paiva på strækningen mellem Espiunca og Areinho, byder på knap 9 kilometers enestående vandretur.

Hele turen tager ifølge den officielle beskrivelse 2,5 timer at gennemføre, men det er oplagt at tage den lidt med ro og give sig tid til at nyde de smukke omgivelser undervejs. Gangbroen som åbnede tidligere på sommeren, er således en chance for at udforske et naturskønt område, der tidligere kun var tilgængeligt via floden.

Oplevelser langs floden

Den nye gangbro ligger i Arouca Geopark, som UNESCO udpegede i 2009 på baggrund af områdets unikke geologiske formationer og fossiler. Flere af geoparkens seværdigheder passerer du undervejs, ligesom du også har mulighed for at opleve sjældne dyr og planter.

Trænger du til lidt afkøling undervejs, er der strategisk placerede små flodstrande ved starten, i midten og slutningen af ruten, hvor du kan nyde flodens klare, kølige vand. Der ligger desuden små cafeer ved start og slut, hvor der serveres lette måltider.

Gangbroerne, Passadiços do Paiva, kan benyttes hele året og der er gratis adgang. Selvom de nye gangbroer gør det nemt at komme frem, skal du dog være forberedt på mange trappetrin og stigninger undervejs. Før Areinho er der således en stor bakke, der skal forceres. Ligeledes består nogle få hundrede meter af ruten af en ujævn grussti, så det er en fordel med solide sko.

Vil du ikke gå den fulde tur på godt 17 kilometer (retur), kan det anbefales at starte i Espiunca og vende om ved hængebroen (efter omkring 5 kilometer), eventuelt efter en pause ved flodstranden. Det er desuden muligt at tage en taxa tilbage til start, hvis du ikke har energi til at gå retur.

Du kan finde flere relevante oplysninger på den officielle hjemmeside her