Portugal, herunder Madeira og Azorerne, nyder godt af en flot og varieret kyst, og er derfor blevet et naturligt mål for mange spændende krydstogts-ruter i Europa.


Cruise på Douro. Kilde: hrs51

Krydstogter til Funchal

Funchal på Madeira modtager mange krydstogts-gæster, der kommer for at beundre den smukke udsigt over det skrånende landskab, samt for at overvære det berømte nytårsfyrværkeri (se videoen nederst i denne artikel).

Krydstogter til Lissabon

Lissabonkysten med den fascinerende Cascais-bugt, bade- og kasinobyen Estoril, de eksotiske strande og selve Lissabons mange seværdigheder gør, at mange krydstogte-passagerer vælger at starte eller afslutte deres rejse i Lissabon, så de får lov til at opleve lidt mere af Portugals hovedstad.

Krydstogt stadig mere populært i Portugal

Ifølge den seneste opgørelse har Funchals havn haft besøg af 495.323 krydstogte-gæster i 2010, og er dermed Portugals største krydstogtsdestination. Statistikkerne viser en stigning på 13,7 % i forhold til 2009 for Madeira, og Lissabon registrerede 448.497 passagerer, hvilket er en stigning på 7,9 % i forhold til 2009. 2011-prognoserne peger på en ny stigning.
Krydstogts-turisme i Portugal har oplevet en stigende interesse i de seneste år, og interessen har øget udbuddet af nye interessante krydstogte-ruter. Eksempelvis sejler der fra april og frem til november et nyt luksus-krydstogt, skibet ”Douro Spirit”, ad Dourofloden. Dourodalen er på UNESCO naturarvslisten.

Stigende antal krydstogter

Udover Lissabon registrerer flere byer langs den portugisiske kyst et stigende antal af krydstogter samt færgetrafik i deres marinaer. Ydermere tilbyder diverse selskaber spændende sejlture, delfin-observation eller bådudflugter mange steder herunder Lissabon, Porto, Setúbal og ved Algarvekysten.