Årets største nye attraktion i Lissabon er MAAT, Museum of Art, Architecture and Technology, der lige nu færdiggøres ved vandkanten i Belém. Museets første udstilling åbner efter planen til efteråret, men allerede inden da vil du kunne beundre den temmelig futuristiske bygning, som i sig selv er et kunstværk.



Museum for kunst, arkitektur og teknologi

Den nye museumsbygning med det unikke udseende kommer til at bestå af et tidligere elkraftværk samt en ny futuristisk tilbygning, som giver et stort udstillingsareal, der smelter sammen med de udendørs arealer.

Det bliver for eksempel muligt at gå op oven på bygningen for at nyde udsigten over Lissabon, ligesom trappen ned til vandet helt sikkert vil blive et populært sted at nyde en afslappende stund i solen.

Det er den private non-profit fond Fundação EDP, som står bag MAAT. Fonden der er stiftet af et af landets største selskaber, energiselskabet Energias de Portugal, annoncerede forleden, at Lissabons nye museum indvies 4-5. oktober med udstillingen Utopia & Dystopia.

Kunstnerisk leder af det nye museum bliver den portugisiske arkitekt Pedro Gadanho, som kommer fra en stilling som kurator ved Museum of Modern Art (MoMA) i New York. I forbindelse med et pressemøde udtalte han:

“Det nye MAAT vil tilbyde en unik arena for at udforske de moderne krydsninger af kunst, arkitektur og teknologi gennem udstillinger og programmer for et bredt publikum.”

Mange seværdigheder i Bélem

Når MAAT åbner får du endnu en grund til at besøge Bélem ved Tejo flodens udmunding. Området er i forvejen højt på listen over steder, du bør besøge på en storbyferie i den portugisiske hovedstad.

Du kan roligt afsætte en dag til at udforske områdets seværdigheder, som blandt andet inkluderer det imponerende kloster Mosteiro dos Jerónimos og Torre de Belém. I løbet af året afholdes der desuden talrige kulturelle begivenheder her.