Lissabon-Portela Lufthavn får nyt navn. Portugals største lufthavn skal fra den 15. maj bære navn efter den tidligere general og politiker Humberto Delgado, som blev myrdet for 51 år siden på grund af sin modstand mod Salazars diktatur.


Lissabon Lufthavn. Foto: W.Rebel.

Den frygtløse general

Mordet på Humberto Delgado er aldrig blevet fuldt opklaret, men det menes dog, at det var den tidligere generals modstand mod Antonio de Oliveira Salazars regime, som kostede ham livet.

Humberto Delgado stillede op til præsidentvalget for oppositionen i 1958 og tiltrak sig stor opmærksomhed fra befolkningen, da mange i ham så en chance for at Salazars jerngreb om Portugal ville blive løsnet.

Delgado, som på grund af sin opposition blev kendt som “General sem medo” (Den frygtløse general), blev efter sit nederlag ved proformavalget smidt ud af militæret og tvunget til at søge eksil i Brasilien, Algeriet og Angola. Året før sin død grundlagde Humberto Delgado en befrielsesfront, Frente Portuguesa de Libertação Nacional.

Den 13. februar 1965 blev Delgado narret til et møde i Spanien, hvor han dog ikke som forventet blev mødt af ligesindede portugisiske officerer, men i stedet af agenter fra Salazars hemmelige politi, Polícia Internacional e de Defesa do Estado (PIDE). Delgado og hans sekretær blev herefter under uklare omstændigheder dræbt og deres lig efterladt nær den spanske landsby Villanueva del Fresno få kilometer fra grænsen til Portugal.

Den formodede gerningsmand, Casimiro Monteiro, flygtede senere til Sydafrika, hvor han i 1981 blev fundet skyldig in absentia. Den officielle forklaring var dog, at planen blot havde været at bringe Delgado for retten i Portugal.

Aeroporto Humberto Delgado

Den portugisiske regering godkendte navneskiftet til Aeroporto Humberto Delgado i den forgangende uge få dage før 51 årsdagen for Delgados død. Det var Lissabons byråd, som oprindelig stillede forslag navneskiftet på et tidspunkt, hvor Portugals nuværende premierminister, António Costa, var borgmester i hovedstaden.

Lissabon Lufthavn ligger syv kilometer fra hovedstadens centrum og er landets største lufthavn, som sidste år blev benyttet af mere end 20 millioner rejsende.

Du kan finde mere information om aktuelle forbindelser, afgange m.m. på lufthavnens officielle hjemmeside her