Algarve er kendt for den flotte kyststrækning ud til Atlanterhavet, men det er langtfra den eneste naturoplevelse, der venter dig i Portugals sydligste region. Fra den 11. til 19. april sætter 'Algarve Nature Week' fokus på de mange muligheder for naturturisme i regionen.


Algarvekysten. Foto: Oliver Clarke, Creative Commons.

Algarve Nature Week 11-19 april 2015

Holder du af ferier med oplevelser i det fri, er der mange muligheder i Algarve. I løbet af de ni dage vil der blive sat fokus på mange lidt oversete aktivitetsmuligheder i uspoleret natur. Vidste du for eksempel at Algarve er den mest fuglerige region i Portugal?

Udover fuglekikkeri kan du blandt andet deltage i vandre- og cykelture, bådture med mulighed for at se hvaler, og der er sågar mulighed for at tage på opdagelse under vandet eller i luften. Alle aktiviteter tilbydes i forbindelse med arrangementet ifølge turistrådet til rimelige priser, så du har kan afprøve det hele.

Naturugen arrangeres af turistrådet i Algarve, Região de Turismo do Algarve, i samarbejde med firmaer og foreninger, som beskæftiger sig med naturturisme i regionen.

Se det fulde program for Algarve Nature Week på den officielle hjemmeside her

Nye flyruter til Algarve

Algarve er den mest besøgte region i Portugal, og hovedparten af de besøgende ankommer via Faro Lufthavn. Her har man netop annonceret en række nye ruter.

EasyJet som har en base i Faro Lufthavn, er et af flyselskaberne som i sommerprogrammet vil udvide antallet af ruter. Lavprisflyselskabet har dog endnu ikke annonceret direkte ruter til danske lufthavne, men du kan dog for eksempel med en mellemlanding i London nå til Faro.