European Tour, der er den største og vigtigste turnering for professionelle golfspillere i Europa, vil i 2017 igen inkludere Open de Portugal. Danske Thomas Bjørn sejrede sidste gang, den portugisiske turnering blev afviklet i 2010.


Foto: Bernard Gagnon, Creative Commons.

Rykker til forårsvarme Algarve

Når Open de Portugal gør comeback på European Tour efter syv års fravær bliver det ikke i Sintra nær Lissabon som i 2010, men på Morgado Golf Resort i Portimão, Algarve. Præmiesummen på 500.000 euro som verdenseliten fra 11. til 14. maj skal dyste om her, er sandsynligvis godt givet ud i forhold til promovering af Algarve som golfdestination.

50 år med golf i Algarve

Algarve kunne sidste år fejre 50 året for satsningen på golf som turistattraktion i regionen med etableringen af det første golfresort i Penina i 1966. I de følgende år har Algarve opnået en position som et af de foretrukne golfrejsemål i Europa blandt både professionelle og amatører – ikke mindst takket være regionens milde klima, der særligt i vinterhalvåret giver Algarve en fordel frem for golfbanerne i det nordlige Europa.

Portugals sydligste region har da også i dag landets højeste koncentration af golfresorts og baner. Men man hviler ikke på laurbærene. Kampen om at tiltrække de købestærke golfspillere er stor, og selvom der de seneste år har været fremgang, søsættes jævnligt nye initiativer for at promovere regionen. De lokale turistmyndigheder har for eksempel lanceret en hjemmeside med information for golfspillere: visitgolfalgarve.com

Læs også mere om Golfrejser til Algarve her på hjemmesiden.

Udover Open de Portugal i maj kommer European Tour også til Algarve i september, når Portugal Masters løber af stablen 21-24. i Vilamoura.

Du kan se det fulde 2017 program på PGA European Tour’s egen hjemmeside her