Ikke mange danskere vælger at tage til Alentejo, når rejsen går til Portugal. Det er en skam, for regionen nord for Algarve byder på masser af smuk urørt natur i form af store naturparker og ikke mindst en smuk kystlinje. En vandring ad Rota Vicentina er en mulighed for en unik rejseoplevelse i denne del af Portugal, som er mere uberørt af turisme.


Rota Vicentina er tydeligt markeret. Foto: Cláudio Franco

Rota Vicentina

Den 350 kilometer lange vandrerute Rota Vicentina bugter sig gennem smukke landskaber og små landsbyer langs Portugals sydvestkyst fra Santiago do Cacém i Alentejo til Cabo de S.Vicente i Algarve.

Vandreruten er skabt i et samarbejde mellem private og offentlige organisationer, som har et ønske om at fremme natur-turismen i denne del af Portugal, og især skabe et grundlag for turisme uden for den traditionelle højsæson midt på sommeren. Rota Vicentina ruten er blevet til ved at udvælge og markere stier, som den lokale befolkning har brugt i generationer, og derfor er en vandretur på Rota Vicentina udover en stor naturoplevelse i næsten ligeså høj grad en mulighed for at komme tæt på den lokale befolkning i Alentejo og Algarve.

To spor

Rota Vicentina deler sig undervejs i to spor. På den ene, den blå rute, også kaldet fiskernes rute, vandrer du helt ude langs Atlanterhavskystens klipper, mens du på den grønne, den historiske rute, vil gå længere inde i landet gennem skove, dale og små landsbyer.

Uanset hvilket spor du vælger at følge, og om du går hele vejen fra Santiago do Cacém til Cabo de S.Vicente eller blot vælger enkelte strækninger, er Rota Vicentina en unik mulighed for at opleve kombinationen af smuk natur og ægte portugisisk landliv.

Praktiske råd til vandreture på Rota Vicentina

Det anbefales at vandre på Rota Vicentina mellem september og juni, da det kan blive meget hedt på ruten i juli – august. På begge spor, men især ‘fiskernes rute’, kan det være svært at komme i skygge, og det er ikke usædvanligt, at det i højsommeren bliver over 30 grader. Midt på sommeren vil der desuden ofte være mange badegæster ved kysten og derfor mere rift om overnatningsmulighederne.

Det er nok de færreste, som vælger at vandre hele vejen fra Santiago do Cacém i Alentejo til Cabo de S.Vicente i Algarve, og derfor er Rota Vicentina da også inddelt i en række mindre sektioner, som med en længde på 15-25 kilometer kan vandres på én dag. Hver sektion har startpunkt i en større eller mindre by ved en informationstavle med et kort over Rota Vicentina.

Du kan finde flere råd og praktiske oplysninger om Rota Vicentina på den oficielle hjemmeside her

I videoen herunder kan du få en fornemmelse af de mange indtryk og oplevelser, der venter dig på din vandretur gennem Alentejo og Algarve. God tur!