I det nordlige Portugal kan du hver uge opleve et af Europas største markeder, det farverige Feira de Barcelos. Her finder du alt fra tørrede fisk til håndlavet keramik og får ikke mindst et spændende indblik i portugisisk hverdagsliv.


Du finder et stort udvalg af frisk, lokal frugt og grønt på markedet. Foto: Egien, Wikimedia, Creative Commons.

Feira de Barcelos

Markedet afholdes hver torsdag i den nordportugisiske middelalderby Barcelos på byens store centralt beliggende plads, Campo da República. Lokale og turister fra hele regionen kommer hertil for at gøre en god handel eller blot opleve den særlige stemning.

Feira de Barcelos er en gammel tradition, hvis oprindelse kan spores helt tilbage til 1412, hvor markedet blev godkendt af kongen, Johan 1. af Portugal.

Markedet i Barcelos anses i dag for det største af sin slags i Portugal og er især kendt for at have et imponerende udvalg af det karakteristiske brune keramik med gule prikker, louça de Barcelos. Du kan helt sikkert også finde en stand med de berømte porcelænshaner, Galo de Barcelos, som er et populært souvenir i hele Portugal.

Lidt godt til ganen

Fra de hundredevis af små stande sælges derudover et utroligt bredt udvalg af lokale produkter. Der er for eksempel et helt område med Bacalhau – tørret, saltet torsk – og hvis du er madinteresseret, vil de mange stande med flotte skinker og hjemmelavede oste uden tvivl trække. Lidt til den søde tand er der naturligvis også rig mulighed for at finde på de talrige stande, der sælger lækre, friskbagte kager og brød.

Man kan sagtens spendere adskillige timer på at udforske de mange stande og på at opleve den herlige, livlige atmosfære, der hersker på et portugisiske marked. Vil du undgå den værste trængsel, kan det især om sommeren dog anbefales at ankomme tidligt om morgenen.

Læs mere om andre markeder i Portugal