For udenforstående er det et sælsomt syn, når pilgrimme kommer kravlende på deres knæ hen over den store kirkeplads i Fátima. De kommer fra nær og fjern, fordi nogle børn i 1917 fik en åbenbaring her.


Pilgrimme samles i Fátima. Foto: dynamosquito, Creative Commons.

Hyrdebørn så Jomfru Maria

Den 13. maj 1917 fortalte tre børn, at havde set Jomfru Maria, mens de vogtede får uden for Fátima. Siden har byen mellem Lissabon og Coimbra i Midtportugal haft en særlig betydning i den katolske kirkes dyrkning af gudsmoderen.

Fátima, som paradoksalt nok er opkaldt efter Muhammeds datter, har således på de knap 100 år siden åbenbaringen forvandlet sig til et af den katolske kirkes mest besøgte pilgrimsmål.

Eftersom Jomfru Maria efter den første åbenbaring i maj 1917 ifølge historien viste sig igen hver måned for børnene frem til oktober, samles pilgrimme i dag fra maj til oktober den 13. til messe ved åbenbaringskapellet i Fátima.

Større end Peterspladsen i Rom

Uanset om du er religiøs eller ej, er det en speciel oplevelse på disse dage at besøge den 150.000 kvadratmeter store kirkeplads i Fátima. Når katolikker fra hele Portugal og resten af Europa samles på pladsen, som næsten er dobbelt så stor som Peterspladsen i Rom, hersker her en intens stemning af forventning og glæde. Den 13. maj og 13. oktober er der ofte ekstra mange besøgende i Fátima, og da kan der være forsamlet over hundredetusinde katolikker på pladsen.

Nogle pilgrimme falder på knæ, når de kommer ind på pladsen, og fortsætter kravlende det sidste stykke til åbenbaringskapellet, Capela das Aparicões, ad den til formålet anlagte glatte marmorbelagte sti. Kapellet er placeret på stedet, hvor Jomfru Maria først skulle have vist sig for børnene.

For katolikker rangerer Fátima på linje med Santiago de Compostela i Spanien og Lourdes i Frankrig som et betydningsfuldt valfartssted. Det vurderes, at over 4 millioner pilgrimme besøger pladsen de omkringliggende bygninger årligt.

Se mere om helligdommen i Fátima på den officielle hjemmeside her

Valfartens turismen har i dag stor betydning for byens økonomi, hvor blandt andet en lang række hoteller lever af at servicere de mange pilgrimme. Ligeledes finder du talrige butikker, som sælger religiøse souvenirs.

Det er nemt at komme hertil med bus fra både Lissabon og Porto.