Påsken er lige om hjørnet, og rundt om i Algarve vil den blive fejret med traditionelle optog, musik og ikke mindst søde lækkerier.

Algarve påskeferie
Påsken fejres med blomster i Algarve. Foto: David Stanley, Creative Commons.

Optog og kulinariske opleveser i påskedagene

I Algarve er der især to traditionelle begivenheder, som er værd at opleve. Tager du til Loulé påskedag, kan du se Festa Pequena, hvor en statue af byens skytshelgen bæres i et optog til São Francisco kirken, hvor den opbevares sig indtil Festa Grande to uger senere.

Ligeledes påskedag fejres Festa das Tochas Floridas med et flot optog i São Brás de Alportel. Her er dækker man vejen med blomster, og folk bærer ‘blomsterfakler’ i et optog, som fejrer genopstandelsen.

Har du hang til de søde sager, bør du holde udkig efter Folares da Páscoa – påskebrødet med et kogt æg i midten, der symboliserer genfødselen eller frugtbarhed. Udgaven man laver i Algarve er normalt meget sød, næsten som en kage. Derudover er der rig mulighed for at ødelægge sin appetit med brændte mandler og chokoladeæg. Holder du dig nogenlunde i skindet, kan du se frem til at nyde traditionelle påskeretter på de lokale restauranter såsom stegt lam (Borrego assado no forno).

Algarve i foråret

Det er dog ikke kun for at opleve interessante portugisiske traditioner, at påsken er et godt oplagt tidspunkt at rejse til Algarve. I midten af april er vejret således normalt dejligt lunt i Portugals sydligste region med dagstemperaturer, der ofte når op omkring 25 grader. Vandet er måske nok endnu lidt køligt til badning, men Algarvekystens spektakulære strande indbyder alligevel til flotte spadsereture i vandkanten, og på nogle af Europas bedste golfbaner kan du tage forskud på sæsonen i korte ærmer.

Algarve – meget mere end badeferie

Rejser du med familien, er der også masser at give sig til i påsken med fra jeep-safarier til bådture. I Albufeira er Zoomarine parken åben, ligesom Lagos Zoo er et oplagt udflugtsmål for rejsende med børn.