Med Serra do Marao bjergene i baggrunden og med udsigt over den udstrakte Douro-floddal i Portugal ligger den fredelige Peso da Régua som det officielle centrum i portvinsdistriktet.


Udsigt over Douro floddalen. Kilde: Husond

Traditionel vinproduktion

Fra Peso da Régua blev vintønder førhen traditionelt transporteret til Vila Nova de Gaia ved hjælp af træskibe, som man kaldte rabelos. I dag foregår transporten i specielt fabrikerede tankbiler.

Seværdigheder i Peso da Régua

De plettede glasruder i Casa do Douro vidner om portvinens produktion og historie. Udstillet er også et fint kort over Douro-dalen, tegnet i midten af det 19. århundrede af Baron Joseph Forrester, en foretagsom englænder, der reformerede portvinshandelen efter at være trådt ind i sin onkels vinfirma i Porto.

Oplevelser i nærheden i Peso da Régua

Den attraktive sengotiske kirke Sao Nicolau i den charmerende by Mesão Frio (12 km fra Peso da Régua) har loftspaneler fra det sene 16. århundrede. Turistbureauet og rådhuset har til huse i gangene i et tidligere Franciskaner kloster fra det 18. århundrede. 8 km øst for Peso da Régua, ved Canelas, nær Covalinhas, findes udgravninger fra en romersk bosættelse.