Den internationale sammenslutning af lufthavne, Airports Council International (ACI), har netop kåret de lufthavne, som sidste år gav rejsende den bedste oplevelse. Porto Lufthavn opnår her en fornem tredjeplads, som deles med Københavns Lufthavn.


Terminalen i Porto Lufthavn. Foto: Alquiler de Coches, Creative Commons.

En favorit blandt de rejsende

Det er langt fra første gang, at lufthavnen ved Portugals næststørste by udmærker sig. Porto Lufthavn var således i top 3 mellem 2006 og 2011 med et højdepunkt i 2007, da den blev kåret til Europas bedste. Efter et kort fravær var lufthavnen tilbage i topstriden i 2013, 2014 og nu 2015.

Den seneste flotte placering må Porto Lufthavn dele med blandt andet Københavns Lufthavn. ACI’s baserer deres kåring på den såkaldte Airport Service Quality (ASQ), der er luftfartindustriens standardmetode for at måle, hvor tilfredse passagererne er med deres ophold i lufthavnen.

For at udregne ASQ interviewes årligt omkring 550.000 passagerer rundt om i verdens lufthavne. Passagererne bedømmer lufthavnene på 34 punkter, der blandt andet inkluderer service, ventetid, rengøring og komfort.

Se den fulde liste over de bedste lufthavne hos ACI

Vigtig kåring i kampen med andre rejsemål

“Vi var stolte over at blive valgt af vores passagerer som en af de tre bedste lufthavne i Europa. Dette er vores niende pris i de seneste ni år, og det er særlig relevant for os på et tidspunkt, hvor Porto lufthavn har rundet 8 millioner årlige passagerer,” siger Jorge Ponce de Leão, formand for ANA som driver lufthavne i Portugal.

En god kåring for Portos lufthavn kan være vigtig i kampen for at tiltrække besøgende, ligesom kåringen som Europas bedste rejsemål i 2014 var det.

Ny Ryanair rute til Porto fra København

Med sommerprogrammet for 2016 lancerede Ryanair en ny rute fra København til Porto.

De tre ugentlige afgange med lavprisselskabet til Porto er en oplagt chance for at tage på en billig storbyferie i den charmerende portvinshovedstad. Har du mere end en weekend til rådighed, er Porto desuden et glimrende udgangspunkt for at udforske resten af det nordlige Portugal.

I foråret kan du for eksempel opleve mandeltræerne blomstre i Douro-dalen