Vi har taget hul på et nyt rejseår og ifølge verdens førende rejsemagasiner, er Portugal blandt de rejsemål, du bør opleve i 2017. Se her hvorfor.


Udsigt over Porto. Foto: Filipe Saraiva, Creative Commons.

På vej ud af krisen

Senest har Rough Guides, en af verdens førende rejseguides, valgt Portugal til deres top 10 over lande at besøge i 2017.

“Portugal er på vej frem, endelig på vej op til overfladen efter fem års dyb økonomisk krise. Turisme på landet og ved kysten boomer, mens byerne bliver mere og mere kosmopolitiske takket være blomstrende kreative industrier, restauranter i verdensklasse og et banebrydende kulturliv,” skriver Rough Guides i deres begrundelse og fortsætter med at fremhæve Lissabon, Porto og Algarve, som drivkraften bag den nye opblomstring i landets turisme.

Rejs før alle de andre

Hos Lonely Planet, hvis rejseguider primært henvender sig til rygsækrejsende og andre på et lille budget, er Portugal også at finde på listen af de mest interessante rejsemål i år. Hos Lonely Planet har man dog i 2017 valgt at fremhæve Azorerne.

Lonely Planet kalder den portugisiske øgruppe for “det næste Island” med henvisning til den eksplosive vækst i turisme, som vulkanøen har oplevet de seneste år. Vil du opleve øgruppens fantastisk natur og charmerende landsbyer før resten af verden for alvor får øjnene op for Azorerne som rejsemål og får denne profeti til at gå i opfyldelse, bør du ifølge rejseguiden rejse til Azorerne i 2017.

Vidst du, at du blandt andet kan nyde den varme, vulkanske undergrund med et dyp i mineralrige varme kilder på Azorerne.

Oplev det ukendte Portugal

Det er ikke kun Portugals i forvejen mest kendte destinationer, som oplever fornyet opmærksomhed her i starten af et nyt rejseår. Hos Fodor Travel er fokus rettet mod en del af landet, som de fleste rejsende overser, Minho-provinsen i den nordvestlige del af landet.

Klimaet i Minho-provinsen, som er opkaldt efter floden, der deler det nordlige Portugal og Spanien, er ganske vist koldere og får mere nedbør end længere mod syd. Men kan du modstå fristelsen fra livlige Lissabon og badestrandene i Algarve, kan du ifølge Fodor Travel glæde dig til at opleve en region med frodige grønne landskaber og spændende historiske byer.

Det er for eksempel her længst mod nordvest, at du kan udforske nationalparken Peneda-Gerês – et af Portugals 7 naturunderværker – med masser af uberørt natur, rigt dyreliv og gamle landsbyer. Provinsen er dog nok mest kendt for vinho verde, især den hvide udgave af vinen.

Holder du af god vin, er det da også oplagt at udforske provinsen ved at følge vinruten, som blandt andet fører dig gennem en af landets historisk mest interessante byer, Guimarães. Er det en aktiv ferie, du ønsker dig? Så kan det anbefales at følge en anden rute gennem provinsen, pilgrimsruten Caminho Portugués, som mange pilgrimme hvert år følger på vejen mod Santiago de Compostela i Spanien.