Portugals arbejde for at opgradere dele af landets turismeindustri til et mere luksuriøst niveau har fået et boost. For nylig lancerede man planer om et nyt luksusresort på Lissabonkysten, som det vil koste omkring 700 millioner kroner at bygge. Det er efter sigende den største investering i turisme, der er blevet foretaget indenfor Portugals grænser i et årti.


Idylliske Alentejo, hvor det nye high class resort skal ligge, er - ligesom resten af Portugal - meget mere end strand og vand. Foto: Andrewbarroso

Golf, spa og luksuslejligheder

Projektet, der har fået navnet Herdade da Comporta, og som i færdig udgave skal ligge på Alentejo-kysten syd for Lissabon, vil blive centreret omkring et luksusklasse Amanresort og spa.

Det er første gang, kæden Aman, som er kendt for sin høje kvalitet, bygger et resort på den ibiriske halvø.

Herudover planlægger man en komplet golfbane med 18 huller, og 51 luksuriøse lejligheder med havudsigt, som skal være “hjem nummer to” for velhavende mennesker, fortrinsvis tyskere, østrigere og schweitzere.

Lejlighederne bliver bygget i samarbejde med den tyske ejendomsmæglerkæde Dahler.

Lanceringen af planerne tyder på, at Portugal stadigvæk har held til at tiltrække investeringer, til trods for at landets økonomi generelt lider voldsomt under den krise, der har ramt hele Sydeuropa.

Portugal – mere end bare sol og strand

Turisme er en meget vigtig industri for Portugal. Den udgør faktisk næsten 10 procent af landets BNP, så det er ikke mærkeligt, at det er et område med høj prioritet, når man forsøger at sparke landets økonomi igang igen.

Som Portugals sekretær for turisme, Adolfo Mesquita Nunes siger til den New Zealandkse netavis Stuff, må Portugal i disse år kæmpe hårdere imod konkurrence fra i stigende grad populære feriemål som Kroatien og Tyrkiet.

Man planlægger fra portugisisk side at klare denne konkurrence ved at bringe mere fokus på, hvad Portugal har at tilbyde turister ud over strand, sol og vand.

“Vi må skabe et mere alsidigt billede af, hvad Portugal har at byde på,” siger Nunes ifølge www.stuff.co.nz.

Der skulle være muligheder nok: Portugal er et ideelt land til såvel en kort weekendferie i en charmerende storby som Lissabon, som til sports- og kulturturisme.

Også de religiøst interesserede har gode grunde til at interessere sig for en tur til Portugal, da her findes mange mindesmærker som er centrale for kristendommen.

Portugal har kort sagt noget for enhver smag.

Læs mere om Lissabonkysten