Det blev desværre ikke til nogen kvartfinale for Portugal i denne VM-turnering. Det portugisiske landshold tøjlede ellers på forbilledlig vis de spanske Europa-mestre langt hen i kampen med en kompakt og velorganiseret defensiv, der tydeligt viste, at Portugals trænerteam - med Carlos Queiroz i spidsen - havde forberedt sig usædvanligt godt på taktikmøderne inden kampen.


Frustrerede portugisiske tilhængere

I sidste ende måtte Portugal dog strække våben overfor den evigt farlige kommende Barcelona-stjerne David Villa, der i det 63. minut – efter hurtigt spansk kombinationsspil ved det portugisiske straffesparksfelt – skød bolden ind via overliggeren og sikrede Spanien den videre færd i VM-turneringen.

Portugals stærke defensiv

Portugal havde ellers godt styr på spanierne indtil Villa viste sin klasse og afgjorde kampen; de store spanske stjerner som Fernando Torres, Andres Iniesta og selv den formstærke David Villa måtte gang på gang se deres offensive bestræbelser lide skibbrud overfor et determineret og smart spillende portugisisk forsvar, der ikke havde lukket nogen mål ind i turneringens første tre kampe. Den ellers farlige Torres, spaniernes foretrukne boksspiller, kom til at se ret tandløs ud overfor det portugisiske forsvar og hvis de spanske angribere og midtbanespillere formåede at kæmpe sig gennem den portugisiske defensiv, stod en usædvanligt velspillende Eduardo dos Reis klar inde i det portugisiske mål, hvor han havde flere redninger i verdensklasse. Den fremragende portugisiske defensiv holdt dog kun til det 63. minut, hvor kvikt, spansk kombinationsspil ved kanten af det portugisiske straffesparksfelt førte til Villas afgørende scoring til 1-0.

Portugisisk offensiv – og frustration

Til sidst i kampen forsøgte den portugisiske landstræner Carlos Queiroz sig med et par offensive indskiftninger af Mendes og Liedson, men heller ikke de kunne gennembryde det spanske forsvar, og kampen sluttede med frustrationer for Portugal, der blandt andet måtte indkassere et rødt kort til Ricardo Costa, der længe havde lænet sig op af en udvisning efter en række voldsomme indgreb, der kulminerede, da han sendte en albue i hovedet på Capdevila. Portugal kan dog gå ud af turneringen med løftet pande efter at have vist store takter i det defensive, mens det haltede mere i offensiven, hvor Portugal mest var farlige på kontraangreb. Det var dog også en fattet landstræner, der efter kampen analyserede forløbet og så fremad på vegne af det portugisiske landshold: ”Jeg synes, at vi viste, at vi var ambitiøse og havde viljen til sejr. Det var bare ikke muligt. Vi bliver nødt til at komme tilbage stærkere”, sagde han ifølge EkstraBladet