Sangen hedder en Fado, og det er længslernes sang. Den har dybe rødder i den portugisiske folkesjæl, handler om skæbnen og kærligheden som ingen kan flygte fra, og vi hører den en aften i en stille landsby i det nordlige Portugal. Siddende på en terrasse i tusmørket, med udsigt over vinmarker, der frodigt og grønne kaster sig ned mod bunden af landskabets dal, drikker vi liflig portvin og tænker at livet næppe kan blive meget bedre.


Den smukke Douro flod i det nordlige Portugal

Vi er på tur i det nordlige Portugal. Har netop forladt byen Porto, hvor gamle koner med fiskekurve på hovedet skridter de smalle brostensbelagte gader af, mens de råber op mod balkonerne, og hvor paladser og huse beklædte med kakler fortæller om Portugals mægtige historie. Om et lille land med stor rækkevidde, om en mægtig kolonimagt i mange århundreder.

Det med kolonimagten synes dog uendelig fjernt i nutidens Porto, hvor livet leves stille og meget autentisk.

Hvor frokostpausen gerne varer to timer, og hvor ingen synes at have nød at skynde sig.
Og alligevel er historiens vingesus ideligt tilstede. For samme nat og de mange efterfølgende nætter, falder vi i søvn i bløde dyner – enten på store gamle herregårde, fine slotte eller i oldgamle klostre, hvor væggene stadig emmer af historie.

Vi bor på Pousadaer og hos grever og baroner. For greverne og baronerne har nemlig i Portugal – i lighed med hvordan danske slotte og herregårde i dag overlever på turisme i – i mange år inviteret turisterne indenfor. Indrettet deres egne hjem med fine værelser, hvor man kan bo første klasses i autentisk stil og spise til middag med den adelige familie i deres egne stuer.

Et statsligt initiativ

Navnet Pousada betyder egentlig »kro«, eller et sted hvor man hvile for natten og nyde lokal mad og vin. Og i hele Portugal findes i dag et stort udbud af Pousadaer, samt mere end 100 private steder, som alle indbyder til overnatning i ægte, historiske omgivelser. De mange private herregårde er organiseret i et fællesskab, Solares de Portugal og Turihab, og Pousadeerne er skabt af den portugisiske stat.

Indrettet i gamle klostre, eller i fantastiske, historiske bygninger, oftest på på bakketoppe med vid udsigt over landskabet, ligger disse fantastiske »hoteller«, som et vidnesbyrd om en anderledes måde at bevare et lands kulturarv på. Den første Pousada åbnede i 1942, og siden er i alt 43 paladser, slotte og fine herregårde blevet omdannet til Pousadaer. I dag dog delvist privatiseret, men en uovertruffen fantastisk måde at bo på, når man rejser i Portugal.

Hvor traditionerne lever

En rejse i det nordlige Portugal er en rejse ind i Portugals sande hjerte.
Landskabet mod nord domineres af regionen Minho, som regnes for at være nationens fødested, og livet hér har dybe rødder i traditionerne. Her er grønt så langt øjet rækker, og frugtbare gårde og ejendomme er gået i arv i samme familie igennem århundreder. Små fiskelejer præger kysten, hvor der også findes gode badestrande, og længere inde i landet ligger et væld af små, pittoreske landsbyer, som perler på en snor.

Ponte de Lima ved floden af samme navn, kun små 70 kilometers kørsel i bil fra Porto, er en sådan perle. En oldgammel romersk bro gennemskærer floden,og hver weekend er her marked, hvor de lokale kommer for at sælge deres afgrøder, høns, kaniner og ænder. Og kvinderne, især dem fra fiskerbyen Viano Do Castelo, er iklædt fine lokale dragter og behængt med guldsmykker. En gammel tradition, som stadig lever i bedste velgående. Allerede fra pigerne er små, køber mødrene hvert år en guldkæde eller en ring, som en økonomisk sikkerhed til pigerne for resten af deres liv.

I Ponte de Lima er der ingen hoteller. Men lige uden for byen, højt på en bakketop, ligger herregården Calheiros.
Her bor greven af samme navn – Fancisco de Calheiros – som i de seneste 25 år har inviteret turister til at bo i sit private hjem. Slægten har boet i huset siden det 17. århundrede,
og grevens forældre er begravet i et lille kapel i selve huset.

Vi spiser til middag i familiens spisestue, og med greven for bordenden er underholdningen ubetalelig. Han er en stolt og meget smuk mand, nu i sin bedste alder, men stadig med langt, blankt hår, lysende, funklende øjne og en udtalt appetit på kvinder. Gæster af hunkøn placeres derfor ved bordet tæt ved greven, for så at blive »bedåret« på udsøgt vis. Og greven øser naturligvis også selv mad op til alle rundt om bordet, mens han stolt fortæller, at herregården i dag er selvforsynende med både mad og vin. Selv bor familien på 1. salen i den store herregård, men i stueetagen er der frit slag for gæsterne i husets mange, mange rum. Og udenfor, på et højt plateau, findes en mindre swimmingpool med udsigt over Lima-dalen, og store rhododendron-træer (nej, ikke buske) i mange farver pryder den smukke herregårdshave.

Pilgrims-kirke og kulturhovedstad

Samme nat går vi til ro i grevens hus for allerede næste morgen at fortsætte vor rejse dybere ind i Portugals hjerte. Vi tager til byen Braga, som har en seværdighed, vi aldrig har set mage til.

På en østvendt skråning udenfor byen er bygget en kirke med en trappe, der intet mindre end fører direkte op til »Himlen«. Det er kirken Bom Jesus do Monte, opført i årene 1722- 1811, med en trappe kantet med 14 kapeller, der viser hele Jesu vej fra den sidste nadver og til korsfæstelsen.

Samme trappe fortsætter i endnu en trappe, der viser de fem sanser i form af barokke skulpturer, hvor vand løber ud af øjne, næse, ører, mund osv. for til sidst at ende i endnu en trappe, som viser de tre dyder: Troen, Håbet og Kærligheden. En lille tandhjuls-bane fragter de turister op, som ikke orker den lange pilgrimsvandring op ad trappen, og oppe ved selve kirken er der både souvenir-butik og restaurant. Og i øvrigt også et hotel for de som ønsker at overnatte ved siden af kirken.

Selv fortsætter vi rejsen mod byen Guimaraes, i år udråbt som Europæisk Kulturhovedstad og betegnet som selveste nationen Portugals fødested.

Her i denne smukke middelalderby udråbte Afonso Henriques sig selv i 1139 til Portugals første konge, og en gammel borg fra år 900 i midten af middelalderbyen føjer med fantastiske udstilinger de rigtige rammer til den stemning af længst forsvundne tider, som stadig lever her. Guimareas er for nylig kommet på UNESCOS liste over verdenskulturarv og netop i år, i sin egenskab af kulturhovedstad – byder byen på et væld af kulturelle oplevelser.

Pousada og papir-tapeter

Lidt uden for Guimareas ligger også Pousadaen, Santa Marinha, fantastisk indrettet i et gammelt kloster. Højt beliggende på en bakketop med vid udsigt over hele byen kan man her indlogere sig i fuldstændig autentiske omgivelser. Klosteret, som i det 12. århundrede var hjem for augustinske munke, blev i 1972 omdannet til Pousada og vandt i 1985 også en arkitektur-pris for sin fine, nænsomme renovering. Her er kæmpe klosterhave, swimmingpool med udsigt, fontæner, balkoner og på førstesalen – også meget smukke eksempler på de fine portugisiske kakler Azulejos, som er kendt over hele verden. Pousadaen Santa Marinha rummer i alt 49 dobbeltværelser og to suiter. Alle med alle tænkelige moderne bekvemmeligheder, men indrettet i den originale stil, og i hvert et værelse kan man bogstavelig talt mærke munkenes slidsomme liv. Ved siden af Pousadaen liger også kirken, Capela de Sao Miguel, som hvert år festligholder kongens fødselsdag, og en restaurant i den gamle klosterkælder fuldender billedet af ro, romantik og his.

Fredfyldte omgivelser og historisk vingesus fås i øvrigt også et andet sted i Guimareas, på herregården Casa de Sezim. Godt fire km. udenfor Guimareas ligger gemt bag store træer en purpurfarvet, lidt slidt herregård. En tidslomme, som kun er renoveret til det allermest nødvendige, men med stuer som kan byde på noget ud over det vanlige.

Caza de Sezim har været i familiens eje siden 1376, og herregårdens store stolthed er uden tvivl de fine vægdekorationer i husets 5 en-suite-stuer. Her viser meterhøje 1300-tals bemalede vægtapeter særprægede motiver, som bl.a. dramatiske scener fra borgerkrigen i USA, billeder fra Ellis Island, fra Indien og andre eksotiske steder. Alle billeder der dokumenterer »Casa Sezim«-slægtens store rejselyst, og alle tapeterne står stadig i fuldt originale. Selve herregården rummer kun otte dobbeltværelser til udlejning, alle helt forskellige, men de fleste udstyret med fantastiske gamle himmelsenge. Og udenfor, langs med huset, løber en balkon, hvor gæster kan nyde morgenmad, fritid og måske et glas vin, mens tankerne kan finde ro ved udsigten ud over stedets smukke have, vinmark og swimmingpool.

Med udsigt over Douro floden

Fra Guimareas ville det have været oplagt at fortsætte rejsen videre østpå – for at opleve Douro-dalens fantastiske landskaber og ensomme vingårde. Vi valgte dog i stedet at tage tilbage til Porto, for her at overnatte i den ultimative oplevelse, det nybyggede »vin«-hotel The Yeatman.

Hotel The Yeatman har intet med en Poussada eller en herregård at gøre, men er et nybygget super-luksushotel beliggende på en bakketop med fantastisk udsigt over hele Porto by og floden.

Så er man »vino-fil« er dette stedet.
Swimmingpoolen har form som en vinflaske, dagligt serveres fantastiske vinmenuer og naturligvis kan man overnatte i en dobbeltseng – forklædt som vintønde. Det koster en »bondegård«, men er
måske den naturligste afslutning på en rejse i det nordlige Portugals mest raffinerede, historiefyldte sjæl. Døm selv…

Læs meget mere om Pousads og kulturrejser her på på Portugal.dk

kilde: Indlægget er skrevet af E. Bare for VisitPortugal